Vi var heldige under denne krise, men historisk set har det tjent Danmark dårligt at ignorere rettidig omhu og bare krydse fingre for, at det ikke går galt, skriver Alexander With. Det er kun et spørgsmål om tid før den næste krise kommer. Vil heldet tilsmile Danmark igen, eller vil vi – som vi har tradition for at gøre – lære tingene på den hårde måde?
Danmark var på flere områder dårligt forberedt på coronakrisen. Vi havde ikke nok håndsprit og værnemidler i øvrigt, og det var ikke lige til at skaffe nyt, da produktionen af den slags kritiske genstande i dag primært foregår i Kina. Da sygdommen ramte, havde man i starten heller ikke testkapacitet nok, og man endte med at måtte skifte strategi, så det, man gik efter, var ikke at overbelaste det danske sundhedsvæsen.
Et sundhedsvæsen, der i øvrigt er det i Europa med næst-færrest sengepladser i forhold til befolkningen. I Danmark har man nemlig valgt ikke at have en dyr ekstrakapacitet af senge, som der ikke er brug for i dagligdagen. Dette sparer uden tvivl landet penge, men det betyder selvsagt også, at sundhedsvæsenet nemmere bliver overbelastet, når det kommer til behovet for ekstra sengepladser i en krise.
At det ikke gik mere galt end det gjorde, skyldes dels regeringens resolutte nedlukning på et tidligt stadie. Dels det held for Danmark, at andre lande såsom Italien blev ramt, før vi gjorde, så vi kunne lære af deres situation.
Havde Danmark tøvet, havde coronavirussen fået mulighed for at sprede sig meget mere, eller havde vi blot været uheldige, havde historien også været en anden. Som statsministeren for nyligt sagde, så kunne det have været Danmark, hvor militærlastbilerne holdt i kø pakket med lig, ligesom det var tilfældet i Italien.
Finland er bedre rustet til fremtidens kriser
På baggrund af de nye erfaringer har man besluttet at oprette en ny styrelse, der blandt andet skal sikre lagre af værnemidler, så vi er bedre rustet til en pandemi i fremtiden, end vi var denne gang.
Det er positivt, at Danmark på den måde vil lære af krisen. Men hvorfor skal der en krise til, hvor der i bogstavelig forstand kommer lig på bordet, før Danmark lærer at prioritere sin forsyningssikkerhed?
Nu kan man selvfølgelig indvende, at det er nemt at være bagklog. Men der var faktisk nogle, der udviste rettidig omhu og derfor var klar til coronakrisen, nemlig finnerne. Da resten af Europa manglende værnemidler, åbnede Finland bare op for dets hemmelige lagre, der blandt andet var pakket med værnemidler.
Som Berlingske skrev, har finnerne lige siden Den Kolde Krig forberedt sig på at kunne håndtere kriser. Dette er en naturlig konsekvens af deres historie og geografiske placering, og det er ikke kun indenfor pandemier, at Finland er bedre rustet til krise end Danmark. Man har lagre af brændstof, telte, ammunition og reservedele, ligesom man har oprettet et førsteklasses cyberforsvar. Uanset hvilken krise der måtte ramme Finland, vil finnerne ikke komme til at være uforberedte.
At lære på den hårde måde
I Danmark har man valgt en anden strategi, der bedst kan beskrives som ’just enough, just in time’. Ved lige præcis at have det man skal bruge, undgår man at spilde penge på fordyrende ekstrakapacitet og lagre, der ikke tages i brug, som for eksempel ekstra sengepladser på vores hospitaler.
Når krisen rammer, og man på et tidspunkt får brug for mere kapacitet, hvad enten det er inden for brændstof, ammunition, værnemidler eller lignende, så er planen, at det bestiller man da bare hjem på markedsvilkår.
De samme markedsvilkår, der dikterer, at produktionen som regel ikke ligger i Danmark. Det betyder, at man de facto har udliciteret den del af vores sikkerhed til lande og kræfter, som vi ikke har kontrol med.
Problemet burde være åbenlyst. I en krise, hvor alle lande prøvede at bestille værnemidler og testkapacitet hjem fra Kina (eller hvor det ellers produceres), var Danmark blot endnu et land i køen af kunder. Er krisen af sikkerhedspolitisk karakter, bliver problemet endnu større, i og med at behovet for ammunition og militære reservedele vil være akut og leveringstiden lang og usikker.
Danmark har en lang historie for at lære på den hårde måde. Først efter det gør ondt, indser vi, at lasseiz-faire ikke kan erstatte rettidig omhu. Vi skulle miste en tredjedel af vores land i 1864, før vi lærte, at en selvsikker udenrigspolitik og en svag hær var en dårlig kombination.
Vi skulle besættes i fem år, før vi lærte, at neutralitet og forsvarsløshed ikke går hånd i hånd.
Vi skulle miste skibet Hans Hedtoft med mand og mus, før vi lærte, at passagersejlads i isfyldt farvand var en dårlig ide. Og vi skulle rammes af en pandemi, før vi fandt ud af, at just enough, just in time, var en dårlig strategi, når det kom til værnemidler.
Vi må ikke satse på held
Mit håb er, at coronakrisen ikke blot medfører et ønske om rettidig omhu, når til kommer til pandemibekæmpelse, men også når det kommer til håndtering af kriser generelt.
Har vores ekstremt digitaliserede samfund backup-kapacitet i tilfælde af et ødelæggende cyberangreb? Har vi lagre af fødevarer, brændstof, reservedele, ammunition til en sikkerhedspolitisk eller forsyningsmæssig krise? Har Sundhedsvæsenet, Politiet, Brandvæsenet, Beredskabet og ikke mindst Forsvaret ekstra kapacitet, så vi kan håndtere en krise ud over de daglige opgaver? Har vi kontrol over kritisk national infrastruktur, såsom produktion af vacciner og deslige?
Hvis nej, så er vi dårligt forberedte på den næste krise, og vores strategi er i virkeligheden reduceret til, at vi satser på held. En sådan strategi har historisk set tjent Danmark dårligt og vil også gøre det i fremtiden.
Spørgsmålet er ikke, om der kommer en ny krise, men derimod hvornår krisen kommer, hvor godt vi vil være forberedte på krisen og hvor ondt det vil gøre, hvis vi endnu engang er uforberedte.
Første gang udgivet i POV International 10.06.2020