Forudsætningen for at genopbygge Forsvaret er ikke til stede, og ansvaret ligger hos politikerne på Christiansborg. De har på mange måder fået præcis det forsvar, som de ønskede sig, da de gennem årene skabte det system, som vi har i dag.
I medierne kan man ofte høre politikere og journalister kritisere ”Forsvaret” for den ene skandale efter den anden. Men flere af disse skandaler ligger hos myndigheder, der ikke er en del af Forsvaret længere, og som forsvarschefen ikke bestemmer over. Det der engang var Forsvaret, er siden 2014 delt op i syv styrelser, uden nogen samlet ledelse, udover departementschefen og ministeren, der begge er civilister.
Forsvarschefen har således ikke kontrol over det meste af “sin” butik, og det eneste sted, et såkaldt helhedsansvar kan placeres, ligger på enten departementschefens eller ministerens bord. Det betyder også, at ingen forsvarschef, uanset hvilke personlige kompetencer han/hun måtte have, kan sætte sig for bordenden og få styr på butikken. Det er et politisk valg. Det er en underlig konstellation, der blev oprettet for at undgå skandaler, men som har haft den stik modsatte effekt, ligesom den skaber en organisatorisk friktion, der spænder ben for samlet ledelse eller genopbygning af Forsvaret.
Når jeg spørger generaler og admiraler, hvorfor det er sådan, svarer de altid, at det har vi ikke tradition for at gøre i Danmark. I stedet holdes debatten i en snæver kreds bag lukkede døre. Nuvel, men hvis en tradition er skadelig, bør den laves om. Forskningen viser nemlig, at den militærfaglige rådgivning til politikerne bliver bedre, når den udfordres, kvalificeres og diskuteres – også i offentligheden. Uden debat har der manglet retning, og uden retning har der manglet formål. Uden formål (og uden penge) er Forsvaret faldet sammen om ørerne på soldaterne. Det er også et politisk valg.
Politikerne er forståeligt sure over de mange læk af klassificeret materiale. Men de burde også gribe i egen barm og spørge, hvorfor der er så mange læk? Måske skyldes det, at skiftende regeringer undertrykker den nødvendige debat, i årevis malede et skønmaleri af et fallitbo og klassificerer materiale, der i bund og grund er uklassificeret? Eksempelvis blev Natos uklassificerede kritik af Forsvaret pludseligt klassificeret, da den nåede til Danmark lige inden folketingsvalget. Man mister respekten for klassificeringen, når det ligner, at den skyldes et politisk forsøg på at skjule Forsvarets reelle tilstand for befolkningen.
Ministeren kan blive ved med at fyre sine militære chefer, men så længe han ikke vil give dem ansvar og mulighed for at rydde op, og så længe de ikke må tale åbent om de problemer, der er, og hvordan løsningerne kan se ud, så er forudsætningen for at genopbygge Forsvaret ikke til stede. Og det er et politisk valg.
Forsvarets Efterretningstjeneste har formentligt ret i, at der ikke er nogen direkte militær trussel mod Danmark i dag. Men efterretningstjenester tager nogle gange fejl, og det er svært at forestille sig en krig mellem Nato og Rusland, hvor Danmark ikke også bliver et militært mål, skriver Alexander With.
I forsvarsdebatten bliver det ofte gentaget, at der ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste ikke er nogen direkte militær trussel mod Danmark. Dette bliver brugt som argument for, at Danmark ikke behøver tage de samme forholdsregler, som for eksempel Sverige har gjort.
Problemet ved dette argument er todelt. For det første er den slags efterretningsmæssige vurderinger aldrig mejslet i sten, men er derimod blot vurderinger, der historisk set ikke altid holder stik.
For det andet tager det tid at implementere forholdsregler og procedurer i tilfælde af nødssituationer. Det interessante er således ikke, hvordan truslen ser ud i dag, men derimod hvordan den kan se ud i fremtiden.
For nylig nævnte forsvarsministeren, at han har et lille lager af mad – for en sikkerheds skyld. Rasmus Dahlberg, leder for Center for Samfundssikkerhed på Forsvarsakademiet, har taget det skridtet videre, og har, hvad han kalder et “hjemmeberedskab” bestående af mad, vand, en radio og en powerbank.
Alligevel var den officielle danske holdning indtil for nylig, at der ikke var behov for, at myndighederne kom med guidelines til befolkningen i tilfælde af krise eller krig. Dette fik organisationen Folk og Sikkerhed til at udgive sine egne anbefalinger til befolkningen.
Nu er myndighederne imidlertid begyndt at udarbejde officielle danske anbefalinger ud fra devisen om rettidig omhu, om end det stadig understreges, at man ikke skal være bekymret.
I Sverige, Norge og Finland har de allerede officielle guidelines til befolkningen i tilfælde af krig og lignende.
Det svenske forsvar har også planer om at udstationere 4.500 soldater på Gotland, da øen i tilfælde af en konflikt mellem Nato og Rusland vil have strategisk betydning.
Den, der opstiller missiler på Gotland, vil kunne beherske store dele af Østersøen. Svenskerne har derfor et regiment komplet med kampvogne og infanterikampkøretøjer, hvis opgave er at forsvare øen.
På trods af at Bornholm deler mange af de samme karakteristika, er den sammenlignet med Gotland nærmest uforsvaret. Den bornholmske opklaringsbataljon består af gode soldater, men er for lille og er ikke udrustet til at kunne kæmpe en selvstændig forsvarskamp.
Forskellige trusselsopfattelser
Når man følger debatten, er der også store forskelle på, hvordan man ser på truslen. I januar sagde den norske forsvarschef, at man havde et vindue på ét til tre år til at styrke forsvaret, så de kunne afskrække eller modstå en russisk aggression.
Lignende toner kom fra den svenske forsvarschef, der sagde, at alle svenskere på individniveau skal forberede sig på, at der kan udbryde krig i Sverige. Den tyske forsvarsminister, Boris Pistorius, sagde, at man måtte tage højde for, at Rusland kunne angribe et Nato land inden for fem til otte år.
Efterretningstjenester tager nogle gange fejl. Det skyldes ikke manglende kompetencer, men derimod, at efterretningsvurderinger ikke er nogen eksakt videnskab.
Hvis man ser på de forskellige tidshorisonter, som vores nabolande angiver ovenfor, kan truslen manifestere sig på alt mellem ét og otte år. Truslen er afhængig af udviklingen i Ukraine, i Washington og Moskva. Dette betyder, at trusselsbilledet kan ændre sig hurtigt.
I starten af 1939 var der ingen militær trussel imod Danmark. Hitler havde på dette tidspunkt ingen planer for Skandinavien. Forskellige faktorer, herunder pres fra den tyske flåde, der ønskede at spille en større rolle i krigen, satte Tyskland på en kurs, der endte med, at Danmark året efter blev besat.
Uden i øvrigt at sammenligne den nuværende situation med Anden Verdenskrig, er historien fuld af eksempler på, at staters intentioner om aggression kan ændre sig meget hurtigt. Man bør derfor ikke alene se på staters intentioner, men også deres kapaciteter og militære muligheder.
Rettidig omhu
Der er ikke nogen, der forventer, at russerne vil gå i land i Køge Bugt, som man frygtede under Den Kolde Krig. Bortset fra måske Bornholm er der næppe nogen landmilitær trussel imod Danmark. Men det er svært at forestille sig en krig mellem Nato og Rusland, hvor Danmark ikke også bliver et militært mål.
Det skyldes Danmarks unikke placering som indgangen til Østersøen. I tilfælde af krig, vil Nato vil skulle fremføre forstærkninger gennem danske stræder og dansk infrastruktur. Rusland vil derfor have en militær interesse i at ramme Danmark således, at dette ikke kan lade sig gøre.
Der vil være en trussel rettet mod infrastruktur relateret til militære opgaver, men også mod samfundet generelt ud fra logikken om, at hvis samfundet bryder ned, kan det ikke opretholde den militære infrastruktur.
Forsvarets Efterretningstjeneste har formentligt ret i, at der ikke er nogen direkte militær trussel imod Danmark i dag. Men skulle der komme en krig mellem Nato og Rusland, vil dette forhold ændre sig brat.
Der er stor uenighed om, hvor hurtigt en sådan krig potentielt kan komme, men ud fra erkendelsen om, at det tager lang tid at opbygge militære styrker, er det interessante ikke, hvordan truslen ser ud i dag, men derimod hvordan den ser ud i morgen, og om Danmark har tid til at opbygge et modsvar til den.
Det samme gælder, når det kommer til samfundsresiliens. Hvor en krig måske er et mindre sandsynligt scenarie, er de såkaldte hybride operationer rettet mod samfundet allerede i gang.
Cyberangreb er hverdag, mistænkelige hændelser omkring maritim infrastruktur sker ofte, og ifølge den hollandske efterretningstjeneste forbereder Rusland at angribe maritim infrastruktur i Nordsøen.
Når vores nabolande forbereder sig på det værste og udviser en tydelig bekymring, bør man derfor spørge, om de er alarmistiske eller blot realistiske.
Den kommende folder til befolkningen – og forsvarsrelaterede tiltag generelt – bør afspejle, at rettidig omhu indebærer, at beslutninger træffes i god tid, da effekten af dem ellers ikke vil være opnået, når krisen eller krigen indtræffer.
Mens krigen raser i Ukraine, mangler det danske forsvar mandskab, materiel og ammunition. Situationen er langt hen ad vejen et bevidst valg, foretaget af politikere og effektivt implementeret af Forsvaret. Skal Forsvaret igen blive kampdygtigt, kræver det et opgør med såvel styringslogik som debatkultur.
Aldrig mere en 9. april.
Under den parole genopbyggede Danmark sine militære styrker i årene efter befrielsen. Baggrunden var traumet fra den symbolske danske modstand mod den tyske invasion i 1940. Dem, der har set filmen af samme navn, kan genkalde scenen, hvor få letbevæbnede danske soldater på cykler desperat tog kampen op med de tyske divisioner denne skæbnesvangre forårsdag.
Den slags scener ville man for alt i verden undgå fremover. Derfor tog man genopbygningen af det danske forsvar ganske alvorlig i 1950’erne.
I realiteten var Danmark ikke så uforberedt på krig i 1940, som det ofte er blevet fremstillet i eftertiden. Forsvaret var reelt en velbalanceret militær organisation, der kunne have ydet mere og længere modstand imod den tyske overmagt, end hvad der var tilfældet. Den symbolske modstand havde rod i en politisk opfattelse af, at modstand var nyttesløst.
I løbet af den kolde krig opbyggede man et forsvar, der i mange år var større og langt bedre krigsberedt, end det, man havde haft ved Danmarks besættelse. NATO-medlemskabet gjorde også, at man indgik i en overordnet ramme sammen med allierede. Danmark skulle aldrig mere opgive uden kamp, og landet skulle aldrig mere kæmpe alene.
Forsvaret under den kolde krig var ikke en perfekt organisation, men det havde klare og veldefinerede opgaver, som det var sammensat til at løse sammen med allierede. Det er ikke tilfældet i samme grad i dag, hvor Forsvaret er i dyb krise.
De danske værn mangler ikke kun materiel, ammunition, personel, IT-systemer og bygninger, men også klart definerede og prioriterede opgaver, som enhederne er dimensionerede til at løse. De mange problemer forstærker hinanden i en ond spiral, der tilsammen udfordrer Danmarks evne til at føre krig.
Skal vi vende kurven, og leve op til NATOs krav og forventninger, skal vi ændre vores styringslogik og debatkultur – og vores grundlæggende opfattelse af, hvilket trusselsniveau vi står overfor.
Få fly og mandefald
Søværnet har fem egentlige krigsskibe, bevæbnet med missiler af ældre dato. I 2026 får de tre luftforsvarsfregatter nyere missiler – der dog ikke er nyere, end at de er på vej ud af produktion. De tre fregatter kan tilsammen medbringe 96 af denne type missiler. Den danske stat har valgt at købe 50.
Selvom der er tale om en dramatisk forøgelse af kampkraften, vil de danske fregatter altså kun være ladt halvt op – og det med en missiltype, som producenten har valgt at udskifte med nyere og bedre versioner.
2026 er også året, hvor Danmark vil have slæbesonar på de to anti-ubådsfregatter. Da Danmark, i modsætning til Norge og Sverige, ikke selv har ubåde, er Søværnets evne til at opdage og bekæmpe ubåde indtil da meget begrænset.
På trods af, at Søværnet har ganske få kapaciteter, har man dog også store problemer med at finde personel nok til at betjene dem. Opsigelser og ansættelsesstop har nemlig efterladt Søværnet med store personelmangler, og de fem fregatter mangler i alt personel svarende til besætningen på to fregatter. Det er en ond spiral, da arbejdspresset på de tilbageværende søfolk dermed forøges.
På dr.dk kunne man i sidste måned læse om skibsmaskinist Christian H. Vandkrog, der grundet ekstraordinært arbejdspres og mange internationale missioner gik ned med stress og sagde op. Christians historie er ikke en sjældenhed. Sidste år sagde næsten 2.000 mand farvel og tak til det danske forsvar.
Og Hærens situation minder på mange måder om Søværnets.
NATO har kritiseret Danmark for ikke at kunne opstille den brigade i 2024, som man ellers har forpligtet sig på. Hæren mangler materiel og bløder ligesom Søværnet personel i et kritisk omfang. Personelmanglen var også medvirkende til, at Danmark ikke kunne blive ved med at stille en bataljon – ca. 800 soldater – til forsvaret af Letland.
Da kampene om Severodonetsk i Ukraine var på sit højeste, mistede Ukraine, hvad der svarer til en mindre bataljon om dagen. Den danske hær er nu blevet så lille, at den end ikke kan opretholde én bataljon kontinuerligt i Baltikum.
Ligesom de andre værn, har Flyvevåbnet også sine problemer.
Mest kritisk er nok, at Danmark kun har valgt at købe 27 F-35 kampfly, hvoraf de fem skal være stationeret i USA. Danmarks luftforsvar vil altså bestå af 22 fly.
Til sammenligning har Norge købt 52 F-35, Finland har bestilt 64, og Sverige har 71 kampfly af deres Gripen-variant. Det danske Flyvevåben vil altså bestå af cirka halvt så mange kampfly som vores skandinaviske naboer. I modsætning til Sverige, Norge og snart Finland, har Danmark heller ikke noget landbaseret luftforsvar.
Hvor der er politisk vilje, er der vej
Udfordringerne med materiale- og personalemangel bliver forstærket af en række forbundne problematikker.
Forsvaret kan f.eks. ikke bare indkalde flere værnepligtige og soldater, da man har solgt og nedlagt mange kaserner og andre essentielle etablissementer.
Dertil kommer det tempo oprustningen foregår i. I gennemsnit tager det syv år fra den danske regering beslutter sig for et indkøb, til det nyerhvervede materiel reelt er operativt. Det er blevet brugt som et argument for, at Danmark ikke kan opruste så hurtigt, som man gerne vil, da man ikke kan modtage våben hurtigere end de kan produceres.
Den politiske målsætning er, at man senest i 2030 skal bruge 2 pct. af BNP på forsvarsbudgettet. Til sammenligning har Polen i år valgt at øge deres forsvarsbudget fra 2,5 pct. til 4 pct.
Sidste år bestilte Polen desuden 180 K2-kampvogne fra Sydkorea, og fik licens til at bygge yderligere 800 selv. Tre måneder senere ankom de første kampvogne til havnen i Gdansk. De bestilte også 666 K9-selvkørende haubitser, og for kort tid købte de 1000 nye infanterikampkøretøjer.
Det polske flyvevåben har allerede F-16 kampfly og har ligeledes bestilt F-35, men sidste år bestilte de yderligere 48 FA-50-kampfly fra Sydkorea. At man valgte FA-50 skyldtes ikke kun flyets kvaliteter, men også leveringshastigheden. De første fly er allerede landet i Polen.
Polen er måske nok et særsyn. Men også blandt vores skandinaviske naboer har man vist sig i stand til at handle hurtigt. Sverige bestilte patriot-luftforsvarssystemet tilbage i 2018, og systemet er allerede nu operativt og klar til at forsvare en del af den svenske vestkyst.
Det kan altså tilsyneladende godt lade sig gøre at indkøbe og installere materiel ganske hurtigt – også i Danmark.
Den 19. januar offentliggjorde regeringen, at Hæren ville donere hele sin Caesar-artilleripark til Ukraine. Og kun en uge efter, den 26. januar, kunne myndighederne så oplyse, at Forsvaret som erstatning vil modtage israelsk artilleri. Og holder planen, kan de første PULS-raketsystemer ankomme til Danmark allerede i juni i år, mens ATMOS-systemet fra Mellemøsten kan rulles ud i hærens øvelsesterræn i Oksbøl i starten af 2024.
Der er således noget der tyder på, at hvis den politiske vilje er der, kan materiel indkøbes væsentligt hurtigere end de syv år, der hidtil har været det danske gennemsnit.
Årsager til problemerne
Der er mange grunde til, at Forsvaret i dag befinder sig i en dyb krise.
Dels har vi i Danmark – og det gælder både blandt politikere, generaler og eksperter – haft en anden trusselsopfattelse end blandt vores nordiske naboer, for slet ikke at tale om tilfældet i de baltiske lande, Polen og Storbritannien. I Sverige rådes alle husstande f.eks. til at have et lille lager af bl.a. fødevarer liggende i tilfælde krig.
Dels har Forsvaret manglet en klar opgaveprioritering. I årene op til 9. april 1940, og særligt i tiden under den kolde krig, havde det danske forsvar en klar opfattelse af, hvilke enheder, der skulle løse hvilke opgaver.
Cheferne havde rekognosceret de områder de skulle kæmpe i, og Forsvarets organisation var dimensioneret til den eksakte opgave. Det er ikke tilfældet i samme grad i dag, hvilket delvist skyldes manglende prioritering.
Det er svært for et lille land som Danmark at opstille et forsvar, der på en og samme tid kan være trænet og organiseret til at deltage i internationale missioner fra Irak til Guineabugten, patruljere store områder i en barsk arktisk natur, forsvare dansk territorialret, støtte allieret transit gennem dansk territorium og stille tropper til beskyttelse af allierede i Baltikum.
Måske det bedste tegn på, at Forsvaret ikke er dimensioneret efter sin opgave, er at forsvarschefen i dag ikke har et helhedsansvar over Forsvarsministeriets koncern.
Det betyder, at forsvarschefen faktisk kun har råderet over dele af det, der indtil 2014 hørte under Forsvaret. Derfor er det kompliceret at skabe en balance mellem det aktuelle trusselsbillede, operative behov og behovet for nye etablissementer, rekruttering af flere soldater og indkøb af nødvendigt materiel.
Fra kokkekniv til schweizerkniv
Forsvarets nuværende situation er kritisk, men den er også resultatet af en række politiske valg.
Da perceptionen i Danmark i mange år var, at trusselsbilledet ikke var kritisk, ønskede skiftende regeringer at spare penge på forsvarsbudgettet. Desuden ønskede man at omlægge Forsvaret fra et territorialforsvar til et ekspeditionsforsvar. Forsvaret skulle nu levere kapaciteter, som NATO og særligt amerikanerne efterspurgte, til at indgå i forskellige missioner.
Forsvaret skulle med andre ord være en billig schweizerkniv, der kunne løse en række af forskellige opgaver. Det står i kontrast til f.eks. situationen i Danmark under den kolde krig – eller til situationen lige nu i Finland, hvor Forsvaret er mere at sammenligne med en kokkekniv, der primært har én opgave; at sikre nationens overlevelse.
På grund af denne ændring i trusselsbilledet og de kraftige besparelser på forsvarsområdet, gik man fra den militære beredskabslogik om ”just in case” til den civile styringslogik ”just enough, just in time”. Ved at Forsvaret bestod af lige præcis dét materiel, personel og ammunition samt de kaserner, der skulle bruges i fredstid, undgik man at have unødvendige udgifter til kapaciteter, der kun ville være relevante i et skærpet trusselsbillede.
På sin vis har Forsvaret med stor dygtighed gjort præcis, hvad det er blevet bedt om; at omstille sig fra en skarp kokkekniv til en billig schweizerkniv.
Problemet er dog, at trusselsbilledet har ændret sig, og at det har vist sig svært, langsommeligt og dyrt at genopbygge Forsvaret til igen at kunne kæmpe konventionelt.
Da Putins kampvogne rullede ind over de ukrainske grænser i februar 2022, viste ”just enough, just in time” sig reelt at være ”not enough, too late”.
Hvordan kommer vi så videre herfra?
Forsvaret har altså store problemer, og det kan være svært at vurdere, hvilket problem, der skal løses først.
Et bud kunne være at indlede en offentlig og saglig debat, hvor forsvarets ledelse, Christiansborgs politikere og både militære og civile analytikere kan diskutere det aktuelle trusselsbillede, og i hvilken retning Forsvaret bør gå for at imødegå det. Det gør man f.eks. allerede i Norge. Her er der tradition for, at forsvarschefen offentligt fremlægger de forskellige muligheder, som man så diskuterer i fuld åbenhed og med inddragelse af flere perspektiver og ekspertiser.
Dette er ikke tilfældet i Danmark.
Da NATO kort før folketingsvalget sidste år kritiserede tempoet i Danmarks opbygning af militæret, besluttede regeringen at klassificere NATO’s kritiske skrivelse som et ikke-offentligt tilgængeligt dokument. Dét til trods for, at den slags dokumenter faktisk normalt bliver offentliggjort i Danmark, og at NATO ikke så nogen grund til klassificeringen.
Da organisationen Folk og Sikkerhed i november 2021 holdt sin årlige sikkerhedskonference på Christiansborg, forbød Forsvarsministeriet forsvarets chefer at deltage. Og senest har Rigsrevisionen kritiseret Forsvarsministeriet, hvilket har ført til, at skiftende forsvarsministre er blevet beskyldt for at have tilbageholdt informationer om de udfordringer Danmark siden 2018 har haft med at leve op til NATOs krav.
Et andet bud kunne være at gå tilbage til ”just in case”-princippet, som Forsvaret var formet af under den kolde krig. Det vil dog indebære en nødvendig accept af, at der vil være spild. Der vil være ammunition, der bliver for gammelt og skal destrueres. Der vil være fejlindkøb, og der vil være indkøb af materiel, der kun er ”godt nok”. Det kræver en accept af, at en 80 procents løsning til tiden, er bedre end en 100 procents løsning for sent.
Vores nordiske naboer har en anden trusselsopfattelse. De har også flere og stærkere militære kapaciteter, og de er i stand til at bruge 2 pct. af BNP på forsvarsbudgettet før Danmark. Måske det i virkeligheden skyldes, at de har en mere åben forsvarsdebat?
”Magthavere har alle dage startet unødvendige og irrationelle krige, og der er intet nyt i fejlslagne strategier og beslutninger truffet på forkerte præmisser. Overraskelse – at krige hverken starter, forløber og slutter, som man regner med – er et konstant fænomen i krigshistorien.”
Mange af Putins fejl i Ukrainekrigen skyldes, at han ikke har lært af krigshistorien. Desværre er han ikke ene om dette. Havde Vesten haft en bedre forståelse for krigshistorie, havde vi bedre kunnet forudse og forberede os på den sikkerhedspolitiske krise, vi står i nu.
Putin overraskede de fleste i den vestlige verden, da han startede en unødvendig og på mange måder irrationel krig mod Ukraine. Efterfølgende blev Putin og de fleste andre overraskede over det russiske militærs miserable indsats, og krigen vil med stor sandsynlighed byde på flere overraskelser, inden den slutter. Alt dette er der imidlertid ikke meget overraskende i. Magthavere har alle dage startet unødvendige og irrationelle krige, og der er intet nyt i fejlslagne strategier og beslutninger truffet på forkerte præmisser. Overraskelse – at krige hverken starter, forløber og slutter, som man regner med – er et konstant fænomen i krigshistorien.
Winston Churchill, statsmand, historiker, krigshistoriker og Nobelprismodtagende forfatter, sagde engang, at jo længere man kan se tilbage, jo længere kan man se frem. For selvom historien ikke gentager sig selv, er der mønstre, man kan lære at genkende, og som sætter en i stand til at manøvrere bedre i den usikkerhed, der altid er et vilkår i krig. Havde Putin eller Vesten tilegnet sig flere af historiens læresætninger, havde han og vi haft et langt bedre grundlag at forstå og træffe beslutninger ud fra. Man siger, at bagklogskab er historikerens bedste allierede. Men historikeren er også allieret med bedre forudsætninger for at forstå sin samtid og fremtid. Jeg vil i det følgende præsentere et antal historiske læringspunkter, som vi, eller Putin, med fordel kunne have studeret inden krigen, og i lyset af hvis indsigter krigen ville have medført væsentlig mindre overraskelse.
1. Stater er ikke særligt rationelle hvad krig angår
Noget af det, der overraskede flest ved Ukrainekrigen, var, at den overhovedet fandt sted. Læs selv interviewet med Peter Viggo Jakobsen i RÆSON to dage før invasionen. At Rusland ville kaste sig ud i en unødvendig krig og risikere ødelæggende vestlige sanktioner, virkede dybt irrationelt. Det var det også. Men det var ikke særligt unikt. For eksempel underskrev det japanske imperium sin egen dødsdom med overraskelsesangrebet på Pearl Harbor i 1941. Ironisk nok var det det selvmorderiske aspekt i angrebet, der gjorde det mest overraskende. Igennem historien har lande igen og igen kastet sig ud i fejlbehæftede angrebskrige og tabt alt. Det skyldes delvis, at det kan være svært at vurdere udfaldet af en krig på forhånd. Som Clausewitz skriver, findes krig i usikkerhedens og chancernes rige, så uanset hvor rationel man er, kan man have svært ved at overskue konsekvenserne af ens handlinger. En meget stor del af de fejlbehæftede krige skyldes imidlertid direkte tåbeligheder. Som historikeren Barbara Tuchman konstaterer i sin klassiker, The March of Folly, har regeringer på tværs af historien ført politik i strid med deres egne interesser. I japanernes tilfælde i 1941 fordi de konstruerede den illusion, at de ikke havde noget alternativ, og fordi de begik den hyppigste og værste tåbelighed – at undervurdere modstanderen.
At så mange fejlbedømte Putin og Rusland har også et element af intellektuel dovenskab eller ønsketænkning over sig, eftersom russerne og Putin langt hen ad vejen har givet ret tydelige indikationer på, hvad de ville foretage sig. Set i bagklogskabens lys er der i hvert fald flere advarsler at spore i Putins udtalelser startende allerede i 2007 og særligt siden 2014. I bogen The Russian Understanding of War: Blurring the Lines Between War and Peace fra 2019, redegør Oscar Jonsson for, hvordan Rusland allerede så sig selv som værende i krig med Vesten, om end det var en krig, hvor vi ikke skød på hinanden – i hvert fald ikke endnu. Jonsson beskriver, hvordan angrebet på Ukraine i 2014 skal ses i forlængelse af denne overordnede krig mod Vesten, og hvordan russisk militær tænkning ikke ser hybridkrig og konventionel krig som adskilte fænomener, men blot forskellige værktøjer i værktøjskassen, hvor man kan eskalere til mere hårdtslående værktøjer, hvis de første ikke fører til de ønskede resultater. I dag står det næsten som en drejebog for Ukrainekrigen. At vi blev overraskede over, hvad russerne gjorde, skyldes, at vi ikke hørte, hvad de sagde og skrev, eller at vi ikke tog det alvorligt. Ligesom der var flere, der inden Anden Verdenskrig ikke tog Hitler alvorligt. Men Churchill gjorde. Han havde læst Mein Kampf. Uden i øvrigt at sammenligne Hitler og Putin, skulle Vesten nok have været bedre til at læse Putins taler og den russiske sikkerhedselites udtalelser, og til at analysere deres militære doktriner, oprustning og øvelser.
2. Sejren tilhører oftest den part, der vil den mest
Krige bliver ikke kun afgjort af, hvilken part der er stærkest på regnearket, men også af den part som er mest villig til at kæmpe, bruge flest af sine ressourcer, yde ofre og blive ved til den bitre ende. Putin valgte at starte en begrænset krig, der ikke engang måtte omtales som krig, imod et Ukraine, der fra starten udkæmpede en total krig med alle samfundets ressourcer. Det betød, at Rusland fra starten måtte kæmpe med den ene arm bundet på ryggen, alt imens Ukraine ivrigt slog fra sig med begge arme. Når de russiske soldater ovenikøbet er demotiverede for at invadere Ukraine, alt i mens ukrainerne bogstaveligt talt kæmper for deres overlevelse som folk, kan det ikke undre, at Ukraine er i stand til at yde mere modstand, end en kvantitativ sammenligning af de to landes ressourcer skulle tilsige.
Det er der ikke meget nyt i. Som USA måtte sande i Vietnam, eller som først Storbritannien, siden Sovjetunionen og senest NATO måtte erkende i Afghanistan, så er det svært at underlægge sig et land eller et folk, hvis dem, man kæmper imod, er mere indstillet på at kæmpe, end man selv er. Clausewitz skrev engang, at statsmandens vigtigste opgave er at vide, hvilken type krig han er i færd med at bevæge sig ud i. Han skal hverken misforstå den, eller prøve at gøre den til noget andet end den er. Putins forsøg på at føre en ”speciel militær operation” fremfor en total krig var et forsøg på at føre en anden slags krig, end den han startede.
3. En hær skal være organiseret og trænet til den krig, den skal kæmpe
Dette punkt hænger direkte sammen med det foregående. Putin valgte, at den russiske hær skulle kæmpe på en måde, den hverken var trænet eller organiseret til. Som Aleksandr Golts skriver i Russia’s Military Strategy and Doctrine, er der to konkurrerende visioner for den russiske hær. Den ene vision ønsker at have en mindre, professionel hær, der hurtigt kan indsættes og vinde en lynkrig imod et svagt naboland. Den anden vision ønsker, at supplere de professionelle soldater med en stor mobiliseret værnepligtshær, der kan kæmpe og vinde imod NATO. Grundet forskellige reformer og modstridende interesser i Rusland, er ingen af visionerne blevet implementeret hundrede procent. Som arv fra den første vision, har man bataljonskampgrupper. Thomas Nyholm Jørgensen skriver i Rusland som militær stormagt, at disse har den fordel, at de er på højt beredskab, kan indsættes hurtigt og kan kæmpe selvstændigt. De er med andre ord designet til missioner hvor hastighed og evnen til at blive deployeret hurtigt er vigtigere end konventionel kampkraft – missioner i stil med annekteringen af Krim i 2014, interventionen i Kasakhstan i starten af januar 2022 eller en potentiel kup-overtagelse af de baltiske lande.
Ved starten af krigen havde Rusland altså en hær, der var designet til, at kæmpe på to forskellige måder. Enten ved hurtigt at indsætte bataljonskampgrupper på højt beredskab imod en svag fjende, eller også ved at mobilisere og indsætte en stor hær imod en stærk fjende. Da Rusland angreb Ukraine i 2022 var det med en mellemting, som man hverken var organiseret eller trænet til. Bataljonskampgrupperne blev efter måneders stilstand anvendt imod en velforberedt og stærk fjende. Som krigsanalytikeren Perun fortæller i en video på youtube (All metal, no manpower – Russian infantry shortages and mobilisation in Ukraine), var de færreste enheder på fuld styrke, fordi man ikke havde mobiliseret, hvilket betød, at man rykkede i krig med halvtomme køretøjer, og uden de nødvendige infanterister, der skulle til for at beskytte køretøjer og kampvogne i uoverskueligt terræn. Resultatet var katastrofale tab. Det er let at pege fingre ad russerne her. Den russiske doktrin, strategi, materiel og organisation hang ikke sammen, men man kan spørge, om ikke vi i Danmark er skyldige i noget af det samme? TV2 har fx beskrevet hvordan Hæren kan udsende en enkelt bataljon på højt beredskab på kort varsel, men til gengæld ikke har tilstrækkeligt ammunition og reservedele til resten af Hæren, og som Orlogskaptajn og militæranalytiker ved Center for Militære Studier ved Københavns Universitet, Jens Wenzel Kristoffersen skriver, har Søværnet ganske vist fem fregatter, men reelt set kun personel nok til tre af dem.
4. General Mudder kan standse en offensiv
For en mand, der taler så meget om russisk historie, er det slående, at Putin valgte at angribe i foråret, da mudderet på de ukrainske veje og marker var værst. For det var netop mudderet, der i efteråret 1941 var afgørende ift. at standse den tyske offensiv mod Moskva. Og da russerne gik til modangreb, var det igen mudder, der i foråret 1942 fik deres modoffensiv til at køre fast. Som Alexander Hill skriver i en glimrende artikel, kan det tyde på, at det russiske angreb på Ukraine ikke var uundgåeligt, eller at russerne undervurderede Ukraines modstand – eller begge dele. At russerne ventede med at angribe til lige efter Vinter-OL i Kina tyder også på, at de prioriterede forholdet til deres udenrigspolitiske samarbejdspartner højere end militære forhold.
Problemet med mudder blev kun værre af, at russerne spredte deres styrker ud på for mange angrebsakser, der var for spredt til at kunne støtte hinanden. Især nord for Kyiv blev dette et problem. Grundet mudder var den russiske kolonne begrænset til at køre på de få asfalterede veje. De blev derfor pakket tæt, og havde svært ved at udfolde deres kampkraft og få forsyninger frem, der hvor de skulle bruges. Russerne havde indsat luftmobile tropper til erobre Hostomel-lufthavnen i udkanten af Kyiv, men disse blev mødt med overraskende stor modstand, og der gik mange dage, før den nordlige angrebskolonne nåede frem til de hårdt pressede faldskærmssoldater, der tog store tab. Dermed blev situationen især nord for Kyiv meget lig Operation Market Garden i 1944, hvor de allierede undervurderes tyskernes modstand og mistede mange faldskærmssoldater, alt imens de landbaserede forstærkninger desperat prøvede at kæmpe sig frem ad en enkelt vej.
4. Det er hybris ikke at forsøge at forstå sin modstander
Mange af ovennævnte russiske fejl skyldes, at russerne undervurderede den ukrainske modstand. Men hvordan kunne det ske, at man i den grad fejlede i enten sine efterretninger eller i sin tro på dem? Igen kan historien tilbyde en forklaring. Som Max Hastings skriver i Spies, Codes and Guerillas 1939-1945 har autoritære regimer ofte det problem, at de begynder at tro på deres egen propaganda, og at deres efterretningstjenester fejler, fordi de ikke søger at nå frem til den objektive vurdering, men til den ønskede vurdering. Demokratier er ikke perfekte, men de har som regel en større tro på, at sandheden har en værdi i sig selv, og at det er acceptabelt at stå på mål for den. Derfor er efterretningsmæssige vurderinger oftere bedre i demokratier. Den samme dynamik gør sig også gældende i anvendelsen af historien. Som Mark Galeotti skriver i A Short History of Russia, er Kreml ikke uinteresseret i historien, men den anvendes i høj grad til, at retfærdiggøre styrets politik. Historiens formål bliver derfor at understøtte et givent politisk narrativ og selvbillede, hvorved dens evne til at levere brugbare læringspunkter fordærves. Dette kan være med til at forklare, hvorfor Kreml på den ene side kan dyrke historien, og på den anden side kan undlade at lære af den. I Vesten er problemet ikke så meget misbrug af historien, som manglende brug af historien. Studier i krigshistorie er for nedadgående på de amerikanske universiteter, og som jeg har skrevet om i Olfi, har historie også været lavt prioriteret på Forsvarets uddannelser. Det er uhensigtsmæssigt, for netop viden om russisk historie er hjælpsomt, hvis man vil forstå Ruslands ageren, og undgå at blive overrasket af den.
Historien om historien
Jeg startede med at skrive, at de fleste i Vesten blev overraskede, da krigen brød ud, men der var også flere, der forudså krigen, heriblandt Anders Puck her på RÆSON. Udover Puck kan nævnes pensioneret brigadegeneral og historiker, Michael Clemmesen, major i reserven, Ph.d. og tidligere ekspert på forsvarsakademiet, Jeppe Plenge Trautner og historiker og tidligere efterretningsanalytiker, Niels Klingenberg Vistisen.
Hvad de fire har til fælles, er, at de alle har en militær baggrund kombineret med en forståelse for Rusland, der enten er forankret i historiske studier eller i Anders Pucks tilfælde en uddannelse i russisk sprog og militærvæsen. Den militære baggrund satte dem i stand til at forstå det russiske øvelsesvirke og troppeopbygningen op til krigen, og hvad de varslede. Kendskabet til Rusland satte dem i stand til at forstå Rusland på Ruslands egne præmisser, fremfor at gøre som så mange andre, der forsøgte at forstå Putin, ud fra hvad de selv ville gøre i Putins sted. Jeg vil ikke påstå, at man skal have en specifik baggrund for at forudse krige. Det er imidlertid tydeligt, at militærfaglig viden kombineret med indgående ruslandskendskab og et historiebaseret syn viste sig at være et effektivt udgangspunkt til at vurdere Ruslands militære intentioner og handlinger. Dette er et læringspunkt i sig selv. Om lidt er det også en lille del af vores historie, som jeg håber vi vil huske fremover.
I modsætning til for eksempel Anden Verdenskrig, hvor det meste af krigsmateriellet blev produceret og enheder trænet efter krigen var gået i gang, vil det i den næste store krig ikke være muligt at producere det avancerede krigsmateriel man skal bruge eller træne soldater til at anvende det. Man vil derfor være nødsaget til at udkæmpe krigen med det materiel, som man allerede har på lager. Dette gør sig i særlig grad gældende i Vesten og i særdeleshed for Danmark, og det stiller derfor store krav til hvordan vi indretter Forsvaret i fredstid.
Der er flere årsager til, at vi ikke kan producere materiel i krigstid. For det første tager det mange år at producere moderne våbensystemer grundet den stigende kompleksitet. Moderne fly, krigsskibe, kampvogne mm. tager simpelthen længere tid at bygge. For det andet er det ikke sikkert, at man i en krig overhovedet kan købe de våben, man gerne vil have. I den globaliserede verden køber man i stigende grad sine våben i udlandet. Dette gør sig især gældende for mindre lande som Danmark, men selv større lande, der selv kan producere våben, er ofte afhængige af komponenter fra udlandet såsom mikrochips. Dertil kommer, at mange af disse komponenter kræver såkaldte sjældne metaller. En ressource som Kina i dag kontrollerer størstedelen af markedet for. Der er kort sagt ingen forsyningssikkerhed.
Den tredje årsag til, at man ikke vil kunne producere nye våben, er, at alle afgørende led i produktionen kan rammes. Under Anden Verdenskrig kunne amerikanerne producere våben i næsten fuldkommen sikkerhed fra tyskerne og japanernes angreb. Efter russerne rykkede deres produktion uden for rækkevidde af Luftwaffe, gjorde det samme sig i høj grad gældende i Sovjetunionen. I dag er situationen den modsatte. Der findes angiveligt ikke det sted på jorden, som USA ikke kan ramme med et præcisionsangreb inden for en time. Selv uden atomvåben kan stormagterne angribe med missiler så godt som alle steder på kloden.
Det skal ikke forstås sådan, at alle fabrikker vil kunne ødelægges. Det er der næppe nogen stormagt, der har kapaciteten til. Men stormagterne vil i varierende grad kunne angribe prioriterede mål hos modstanderen og i hvert fald midlertidigt nedlægge produktionen af udvalgte våbensystemer. Dertil kommer, at moderne virksomheder, der laver højteknologiske våben, er afhængige af et velfungerende civilsamfund for at kunne producere. Cyberangreb, fake news, overklippede internetkabler på havbunden og nedskudte satellitter kan yderligere lægge samfundet ned. Uden kritisk infrastruktur, logistik, internet osv. er det svært at forestille sig højteknologiske våbensystemer blive produceret uhindret. Selvfølgelig vil det i nogen grad stadig være muligt at producere våben og ammunition, især relativt ukompliceret materiel som håndvåben, lastbiler og uavancerede droner. Det nye er, at modstanderen vil have mulighed for at lægge udvalgte dele af produktionen ned i perioder og måske permanent, og at de kan lave en generel disruption af samfundet, der vil ramme våbenproduktionen bredt.
Den fjerde og sidste årsag er, at det tager lang tid at træne militære organisationer i højteknologisk krigsførelse. Andelen af specialister i moderne forsvar er meget høj, og mange små lande kan ikke engang uddanne dem selv. Danmark uddanner for eksempel sine piloter i USA. Stod man i en situation hvor 1. Brigade blev indsat og nedkæmpet på NATO’s østflanke, ville der ikke være nogen 2. Brigade til at tage over. Man ville stå i en situation ligesom Storbritannien i 1914-1915, der efter at have mistet sit højt professionelle, men lille ekspeditionskorps, skulle begynde forfra med at uddanne civilister til soldater på rekordtid. Forskellen fra dengang og til nu er blot, at en infanterist eller artillerist under Første Verdenskrig var noget hurtigere at uddanne end eksempelvis en operatør inden for elektronisk krigsførelse eller andre af de moderne specialistfunktioner, som optager en stadig større del af moderne hære.
Konklusionen er, at næste stormagtskrig vil blive udkæmpet med det, som man allerede har på hylden. Det tager for lang tid at producere moderne våbensystemer, der er ingen forsyningssikkerhed, de vigtigste fabrikker vil blive angrebet, samfundet og den nødvendige infrastruktur vil have nok at gøre med blot at hænge sammen. Og selv hvis man på et tidspunkt fik leveret avancerede våben, tager der lang tid at uddanne specialisterne til at betjene dem.
Denne konklusion har vidtrækkende konsekvenser. Hvis man ikke kan producere nyt, stiller det større krav til, at det man har fra starten, er tilstrækkeligt. Overraskelsesangreb, der nedkæmper en stor del af modstanderens materiel uden modstand og lægger samfundet ned, har derfor større betydning end før i tiden. Dette stiller tilsvarende større krav om taktisk varsling[1] og handling imod indkommende angreb, hvilket igen kræver ISR kapaciteter, hurtig beslutningstagning og beredskabsplaner. Dette gælder især for Vesten, da man må antage, at det ikke vil være Vesten, der foretager et overraskelsesangreb. En anden afledt konklusion af ikke at kunne producere nyt er, at hvis man ikke har nogen trænet reserve, oplagt materiel og ammunitionslagre, så har man kun ét skud i bøssen. Det er en virkelighed, der ville ramme de fleste vestlige lande. En model som i Finland (eller Rusland), hvor tab i nogen grad kan erstattes af eksisterende reserver vil derfor have en fordel overfor systemer som det danske, hvor Hæren reelt ophører med at eksistere, hvis 1. Brigade nedkæmpes.
De forhold, der vil kendetegne den næste storkrig, er på mange måder anderledes end i tidligere krige. Fraværet af nye våben risikerer også, at gøre krigen kortere, end hvis begge sider havde kunnet producere hele krigen i gennem. For hvis den ene side i et overraskelsesangreb eller ved fraværet af reserver mister sin evne til at opretholde kampen, vil der ikke være andet at gøre, end at gå til forhandlingsbordet eller true med eskalation til atomkrig. Det er værd at bemærke, at den russiske militære doktrin netop fokuserer på at afgøre krigen i den indledende fase og efterfølgende holde krigen begrænset, når først facts on the ground er fordelagtige for Rusland.
Der er selvfølgelig også muligheden for at jeg tager fejl. Skrivebordsgeneraler i fredstid har det med, at tro at deres tid er unik, og at næste krig bliver kortere end de foregående. ”Home before Christmas” er blevet sagt mere end én gang, hvorefter krigen trak ud i årevis. Begår jeg samme fejl som så mange andre i historien? Hvordan tror du næste storkrig bliver og hvorfor, og hvilke afledte konsekvenser har det for dansk forsvarsplanlægning? Kom gerne med din kommentar.
BLOG: Militære ledere har i dag mulighed for at dirigere enheder over store afstande baseret på omfangsrige rapporter og informationer leveret i real time. Men med teknologiske muligheder følger samtidig risikoen for at glemme krigens friktion. Den erkendes fortsat bedst af soldater og officerer tæt på slaget, skriver kaptajn Alexander With, som i dette historiske oprids argumenterer for at uddelegere militært ledelsesansvar gennem mission command
Moderne kommunikationsmidler giver generaler, admiraler og politikere stadig bedre muligheder for, at detailstyre militære enheder på lang afstand. Dette er ikke kun en fordel. Muligheden for at beordre underlagte enheder omkring, samt afkræve dem store mængder rapportering, kan nemt misbruges af chefer der bliver usikre, når stillet overfor krigens kaos og friktion, og som finder tryghed i informationer og det ikke at afgive kontrol. Jeg vil i denne artikel beskrive dette fænomen i en historisk kontekst, samt anbefale mission command som alternativ til det, som jeg kalder “den lange skruetrækker”. Mission command er noget, som mange taler om, men som færre praktiserer. Dette skyldes ikke kun, at det kræver en høj grad af professionalisme og træning at kunne udføre, men også at det kontroltab, der er en forudsætning for mission command, kan stride imod menneskets natur eller den militære organisations kultur. Mit håb er, at artiklen kan få den enkelte leder til at reflektere over i hvilken grad mission command kan og bør anvendes i sin organisation.
Før kommunikationsmidler såsom radioen og telegrafen blev opfundet, kunne man ikke føre sine enheder i krig i real time over store afstande. Selv når man zoomede ind på selve slagmarken, kunne det være svært for hærføreren, at føre en relativt lille hær spredt udover nogle få kilometer, når kampen først var gået i gang. Af samme grund nøjedes romerske og græske generaler ofte med at indtage en moralsk og subtaktisk karakter under selve slaget. At være der, hvor afgørelsen fandt sted, og give mod til deres soldater gennem synlig ledelse. Sådan var det med få undtagelser op gennem det meste af historien. Når hærorganisationen var opbygget til det og generalen var tilstrækkeligt dygtig, lykkedes det til tider dygtige hærførere som Napoleon og Frederik den Store at føre hære i detaljen. Men dette kunne kun fungere, når hærføreren mestrede sit metier, og selv for Napoleon og Frederik den Store gik det ofte galt grundet krigens uundgåelige friktion og manglen på real time kommunikationsmidler.
I manglen på real time-føring over afstand fandt nogle krigsførende organisationer på, at uddelegere ansvar til professionelle underførere, der var uddannet til at kunne træffe beslutninger selv uden af at være afhængige af ordrer oppefra. Amerikanerne kalder det mission command, tyskerne Auftragstaktik. Men fænomenet går langt længere tilbage i krigsførelsens historie. Noget af det, der gjorde de romerske legioner så effektive, var, at den enkelte centurie, manipel og kohorte (at sammenligne med kompagnier og bataljoner af forskellige størrelser) kunne handle på eget initiativ på slagmarken. Det, at hvert enkelt led i den romerske legion kunne agere uden at skulle indhente nye ordrer gjorde, at legionen i princippet ikke behøvede en hærfører, når slaget først var gået i gang, for at være en effektiv krigsmaskine. Mission command gjorde sig også gældende på både taktisk og strategisk niveau for Royal Navy under Napoleonskrigene. Sammenlignet med chefer for flådegrupper i vore dage, havde admiral Nelson bemærkelsesværdig stor frihed til at handle, som han fandt bedst, da han jagede Napoleon i Middelhavet i 1798, eller da han slog den fransk-spanske flåde ved Trafalgar i 1805. Om ikke andet fordi enhver ordre fra London ville være flere uger forældet, før den nåede frem til ham. På det taktiske niveau anvendte han selv mission command overfor sine skibschefer. Ved at holde befalinger og rådsmøder in person før et slag gik i gang, sikrede han, at skibscheferne i hans flåde kendte hans intentioner og var i stand til at udføre dem. Når først slaget var i gang, vidste han, at krigens friktion ville gøre det svært, at lave effektiv føring i stor skala. I stedet gav han sine kaptajner tilstrækkeligt med frihed til at leve op til hans intentioner, som de vurderede det mest hensigtsmæssigt. Før slaget ved Trafalgar gav han den berømte instruks:
»In case signals cannot be seen, or perfectly understood, no captain can do very wrong if he places his ship alongside that of an enemy.«
Viste sin overlegenhed under Anden Verdenskrig
Det, som den romerske hær og Royal Navy under Napoleonskrigene havde til fælles, var, at de gennem mission command overvandt den indbyggede friktion og mangel på real time føring over afstand, der karakteriserede datidens krigsførelse. Begge organisationer var bevidste om, at mission command ikke kunne lade sig gøre uden professionalisme, standardisering og tillid. Af samme årsag var de noget af det mest professionelle, der eksisterede i deres samtid. Mission command er nemlig ikke for amatører. Hvad enten der var tale om Germanien eller Parthien, klarede Romerne sig dårligere, når deres standardisering ikke passede til modstanderen, geografien og klimaet. Og hvor mission command i Royal Navy ikke kunne fungere uden tillid, levede folk ikke altid op til denne tillid, eksemplificeret da en britisk admiral i 1806 egenrådigt besluttede sig for at invadere Argentina, hvilket endte med et britisk nederlag og tilbagetrækning.
Fra midten af 1800-tallet begyndte man at eksperimentere med metoder til at føre enheder over afstand i real time. Til søs udvidede man flagsignalerne og kunne snart sende tusindvis af forskellige signaler gennem komplicerede kombinationer af flag. På land eksperimenterede man med optiske telegrafer, der primært virkede i godt vejr. Det var imidlertid først med opfindelsen af teknologier som telegrafen, og især med radioen, at real time føring over afstand blev en mere praktisk mulighed. For første gang i historien kunne generaler og admiraler have direkte kontrol over deres underlagte enheder på store afstande og beordre dem omkring med hastigheder, som Napoleon og Frederik den Store kun havde kunnet drømme om. Teknologien udviklede sig hele tiden, og begyndende under Første Verdenskrig, og særligt under Anden Verdenskrig, havde hærføreren hidtil usete muligheder for at koordinere og synkronisere enheders bevægelser i tid og rum. Stillet overfor sådanne teknologiske muligheder var det fristende, at forsøge sig på den detailstyring, som kun genier som Napoleon og Frederik den Store havde kunnet anvende – og kun delvist mestret. Nogle generaler forsøgte nu at føre krig efter timetables, siddende i bunkere langt fra fronten. Krig blev videnskabeliggjort, og kunne man plotte tilstrækkeligt med faktorer ind i sit stabsarbejde, mente man at kunne erstatte intuition og fleksibel føring på stedet med planlægning og matematik. For at kunne træffe detaljerede beslutninger på et kvalificeret grundlag, kunne man afkræve underlagte enheder detaljerede rapporter omkring logistiske, taktiske og administrative dispositioner. Dette gik imidlertid sjældent godt. Første Verdenskrig er nærmest berygtet for hvordan fjenden, teknologien og ens egne styrker ikke gjorde det, som man havde forventet.
Også under Anden Verdenskrig viste mission command’s eller Auftragstaktiks overlegenhed sig sammenlignet med føring i detaljen foretaget over afstand. Hvad enten der var tale om tyske enheder, der udnyttede pludseligt opståede situationer, eller briternes inkompetente forsvar af Malaysia og Singapore, var læren den samme, som den havde været for romerne og for Nelson; mission command tillader den enkelte fører at udnytte krigens friktion fremfor at blive dens offer. Mission command kræver professionalisering og uddannelse, hvilket kan være med til at forklare, at de allierede hære, der voksede eksponentielt i løbet af krigen, ikke havde mulighed for at praktisere det i samme grad som eksempelvis tyskerne. Men også i de allieredes rækker var det generaler som amerikaneren Patton, der omfavnede krigens friktion og mission command, som klarede sig bedst. Det er også slående, at en af de bedste britiske søofficerer under Anden Verdenskrig, kommandørkaptajn F.J. Walker, i sin stående ordre til ubådsbekæmpelse nærmest brugte det samme sprog som Nelson havde brugt halvandet århundrede tidligere:
»I cannot emphasise too strongly that a U-boat sighted or otherwise detected is immediately to be attacked continuously without further orders, with guns, depth chargers and/or ram until she has been destroyed or until further orders are received … Officers must act instantly without waiting for instructions in situations of which I may be unaware or imperfectly informed … No officer will ever be blamed by me for getting on with the job at hand.«
“Den lange skruetrækker” kan være nødvendig
Siden Anden Verdenskrig har kommunikations- og informationsteknologien udviklet sig eksponentielt. Aldrig har muligheden for at føre enheder over afstand været bedre. Man kan sidde i Washington og dirigere enheder på den anden side af jorden baseret på omfangsrige rapporter og informationer leveret af disse enheder i real time. Under sådanne vilkår er fristelsen til at glemme krigens friktion større end nogensinde. Det er oplagt at finde den ekstra lange skruetrækker frem og på afstand detailregulere krigens gang. Dette skaber to problemer. For det første tager det initiativet ud af de taktiske førere. Når man er vant til at blive detailstyret – og i øvrigt skal bruge sin tid på at rapportere – mister man viljen, tiden og evnen til selv at tage initiativ. For det andet er det på trods af den teknologiske udvikling stadig ikke muligt at føre lige så godt på afstand, som det er for føreren på stedet, der næsten altid vil have et bedre billede af sin egen situation, end det fjerne hovedkvarter vil have. Dertil kommer, at kommunikationsmidler har det med at fungere bedst i fredstid. Dette er der ikke noget nyt i. Under Jyllandsslaget i 1916 oplevede Royal Navy, at deres komplicerede signalsystem af flaghejsninger, ikke tog højde for røg der dækkede flagene, sønderskudte flagstænger og dårligt vejr. I vore dage kan satellitter skydes ned, computere hackes og radioer jammes. For slet ikke at tale om, at hovedkvarterer og kommunikationssystemer kan udsættes for alt lige fra missiler til sabotage.
Selvom man skal være forsigtig med den lange skruetrækker, er den ikke altid forkert at bruge. Der er situationer, hvor det er vigtigt for en højere chef, at bevare en tæt kontrol med hvad der sker på de lavere niveauer. Det kan have store afledte effekter, hvis en fører på et lavere niveau træffer en uhensigtsmæssig beslutning. Det kan for eksempel være hvis man planlægger at ødelægge en bro, efter at egne enheder har trukket sig tilbage over den, og vil sikre sig, at broen ikke ødelægges for sent eller for tidligt. I en verden med atomvåben, kan der også være mening i, at det politiske niveau har en meget tæt kontrol med de militære styrker i optakten til en krise, så man undgår en utilsigtet eskalation. Den lange skruetrækker er altså ikke ubetinget dårlig, men skal blot anvendes med omtanke. Det er dog mit klare indtryk, at den oftere anvendes for meget, end at den anvendes for lidt. Dette på grund af det menneskelige ønske om at have kontrol, på grund af den stigende kompleksitet i moderne krigsførelse og endelig på grund af den teknologiske fristelse til at gøre det, simpelthen fordi man kan.
Også når det kommer til piratjagt, har moderne teknologi gjort det muligt at styre Søværnets indsættelser på afstand. Da Carl Irminger i 1825 angreb et piratskib i Vestindien med sine lille kystskonnert, dræbte piratkaptajnen og tog piratbesætningen til fange, betød datidens kommunikationsmidler, at ingen i København fik nys om kampen, før lang tid efter at den var blevet kæmpet. Omvendt stod det til små 200 år senere, da det danske skib Absalon var indsat i antipiraterimission ud for Afrikas Horn. Helikopterofficeren Henrik Monggaard Christensen der var udsendt ad flere omgange, skriver i bogen Piratjæger, hvordan skibschefen besluttede sig for at iværksætte et angreb imod nogle pirater, men blev overruled af udenrigsministeren, som mente, at det var for risikabelt. Om denne anvendelse af den lange skruetrækker var hensigtsmæssig eller ej, er der mange personer, som var direkte involveret i operationen, der kan vurdere bedre end jeg. Det interessante i denne sammenhæng er ikke den enkelte episode, men det, at teknologien har gjort det muligt for politikere og Forsvarets ledelse at udøve tæt kontrol med et skibs indsættelse fjernt fra Danmark. En mulighed, der også vil eksistere, når Danmark udsender en fregat i en antipirateriopgave i Guineabugten til efteråret.
Usikkerhed og kaos et vilkår i krig
Historisk set har mission command været en overlegen måde at føre krig på. Men mission command kommer ikke af sig selv. Dels kræver det en høj grad af forberedelse og professionalisme overhovedet at kunne udføre. Dels har den teknologiske udvikling igen og igen fristet beslutningstagere til at glemme krigens friktion og natur. Det er derfor, at mission command er noget, som mange taler om, men som færre praktiserer, når det kommer til stykket. Dette skyldes ikke kun, at mission command kræver en høj grad af professionalisme for at fungere. Det skyldes også, at viljen til at afgive kontrol strider imod den menneskelige natur.
Chefer og beslutningstagere bør derfor minde sig selv om, at usikkerhed og kaos er et vilkår i krig, og at uddelegering af ansvar er en forudsætning for navigere succesfuldt i kaos. Ud fra sine egne erfaringer fra USA’s moderne krige, argumenterer den tidligere amerikanske general og forsvarsminister Jim Mattis i sin bog ”Call Sign Chaos” for, at man skal væk fra den detailstyrede tilgang til krig. Førerne på jorden (eller havet) er dem, der har bedst indsigt i egen situation, og skal på eget initiativ kunne handle efter chefens hensigt og ikke efter chefens ordre. De skal desuden undlade at spilde deres tid på rapportering, der tager fokus væk fra deres operationer. Forudsætningen for denne mission command er professionalisme og tillid. Som Mattis siger: Operations happens at the speed of trust. Denne tillid skabes især gennem grundig uddannelse og længere realistiske øvelser, hvor førerne og deres folk ikke kun lærer deres metier at kende under pres, men også hinanden. Slutteligt skal såvel mission command som den lange skruetrækker anvendes med omtanke og under hensyntagen til enhedens træningsniveau og organisation, fremfor en one seize fitsall-tankegang.
For en af de bedre bøger om mission command vs. den lange skruetrækker kan anbefales Martin van Creveld’s Command in War.
Anmelder: Alexander With. Kaptajn i Hæren og cand.soc. fra Center for War Studies, Syddansk Universitet.
Rating: 4
I bogen ’The Age of Airpower’ fortæller Martin van Creveld luftkrigens historie, og giver et bud på dens fremtid. Han beskriver, hvordan flyvemaskinernes indflydelse på krigsførelsen hurtigt tog fart under Første Verdenskrig og gennemgik en utrolig teknologisk udvikling i mellemkrigsårene. Under Anden Verdenskrig kulminerede luftvåbnenes effekt på krigsførelse, og i slutningen af krigen var det næsten umuligt at gennemføre større offensive operationer mod en modstander, der besad luftoverlegenheden.
Siden Anden Verdenskrig er det imidlertid gået gradvist tilbage for flyenes rolle i krig. Dette skyldes flere faktorer. For det første har atomvåben betydet et markant fald i konventionelle krige og flyenes rolle deri, ligesom atomvåben har mindsket behovet for konventionelle strategiske bombefly. For det andet har ny teknologi som missiler, satellitter og droner overtaget en stadig større del af flyenes traditionelle opgaver. Endelig er moderne bemandede fly blevet ekstremt dyre at udvikle, producere og træne piloter til, hvilket har betydet, at der også er blevet tilsvarende færre af dem. Det er især den sidste faktor, der begrænser antallet af fly, som et land har råd til. Den sidste faktor kommer til udtryk i praksis ved det faktum, at Danmark i 1975 købte 58 F-16 fly, men kun har bestilt 27 F-35 fly til at erstatte dem. Fly er ikke kun blevet dyrere end tidligere, men tager også længere tid at producere. Derfor kan man, i modsætning til for eksempel under verdenskrigene, ikke forvente at kunne erstatte sine mistede fly, imens krigen stadig foregår. Dette gør ens kampfly til en fåtallig og uerstattelig kapacitet. Og som Creveld spørger; hvis man ikke har råd til at miste sine våben, kan man så stadig indsætte dem effektivt i krig, der jo uundgåeligt indebærer at tage risici? Som et eksempel på, at man ikke tør risikere at miste en fåtallig og uerstattelig kapacitet, nævner Creveld USA’s anvendelse af hangarskibe under Golfkrigen mod Irak. På disse skibe deployerede USA slagkraftige flystyrker, men af frygt for irakiske modangreb mod hangarskibene, opererede de langt fra kamppladsen. Dette gjorde, at hangarskibenes fly havde færre sorties end de landbaserede fly, der opererede fra luftbaser tættere på fronten, og derfor var langt mere effektive. Frygten for at miste sine fly og piloter har, sammen med udviklingen inden for anti-luftmissiler, også betydet, at man flyver højere og mere forsigtigt, hvilket tilsvarende nedsætter flyenes effektivitet imod mål på landjorden. Creveld mener, at disse faktorer vil fortsætte og forstærkes, hvorfor anvendelsen af bemandede fly vil fortsætte sin relative tilbagegang.
Der er flere grunde til at læse The Age of Airpower. For det første er den en velskrevet gennemgang af luftkrigens historie. Creveld er kendt for at kombinere historisk redegørelse med skarp analyse og markante holdninger, og The Age of Airpower skuffer ikke i denne henseende. For det andet er den en god introduktionsbog, hvis man, som læser, ønsker at blive klogere på luftoperationer generelt, herunder de omfattende logistiske, økonomiske og teknologiske faktorer, der ligger bag operationerne. For eksempel lærer man, at et luftmilitært styrkeforhold ikke blot kan vurderes ud fra, hvem der har flest eller de bedste fly, eller hvem der har det største forsvarsbudget at købe flere fly for. Det handler også om logistikken til at forsyne og reparere dem i det operationsområde, hvor de skal bruges. Det handler om baser med den nødvendige C2, støttestruktur, sikring og så videre. Disse baser skal endvidere være geografisk placeret, således at flyene der opererer fra dem, kan have tilstrækkelig indsættelsestid i operationsområdet. Jo længere væk basen er, jo længere flyvetid og desto mindre tid har man som pilot til at udføre sin mission, ligesom det kan stille større krav til lufttankning, der altid er en begrænset kapacitet. Det logistiske og C2-mæssige set-up for flybaser er omfattende og tidskrævende at flytte; desto mere hvis modstanderen kan gribe ind over for forskydningen. Er luftbaserne inden for rækkevidde af modstanderens luftvåben, eller missiler, leverer det endnu et lag til kompleksiteten. Fly er som bekendt mest sårbare, når de holder på landjorden. Som altid i militære operationer handler det ikke kun om relativt styrkeforhold, men om relativt styrkeforhold i det terræn, der kæmpes i. På den måde kan The Age of Airpower være med til at forklare, hvorfor lande som Kina og Rusland, der militært set er svagere end USA, forsøger at opveje denne svaghed ved blandt andet at bygge fremskudte flybaser, der kan give dem en relativ fordel i vigtige områder som Arktis for Ruslands vedkommende eller det sydkinesiske hav for Kinas vedkommende.
Historikeren Michael Howard mente, at krigshistorie skal læses i bredden, dybden og i kontekst. The Age of Airpower er især god til det første, gennem sin brede gennemgang af luftkrigens historie. Bogen er også god til at beskrive denne historie i en teknologisk, økonomisk og samfundsmæssig kontekst. Bogens brede format er dog både dens styrke og dens svaghed. Det er svært at ramme balancen mellem en gennemgang af luftkrigens historie og samtidig have plads til at gå i detaljer. Der er steder, hvor man som læser introduceres til argumenter og påstande, som Creveld ikke følger til dørs. Som nævnt er Creveld en forfatter, der ikke er bange for at udtrykke sine meninger. Dette fungerer bedre i de af hans bøger, hvor han har plads til at folde sine argumenter ud. Der vil være læsere, der er uenige med hans synspunkter om for eksempel atomvåbens indflydelse på krig, luftkrigens rolle i forskellige konflikter, eller hans samfundsmæssige betragtninger. Som læser kan man derfor føle et behov for, at nuancere The Age of Airpower ved at holde den op imod andre bøger, eksempelvis Andreas Olsens A History of Air Warfare (2010). Crevelds bog kan næppe stå alene, hvis man vil forstå luftkrig i alle dens nuancer. Bogen er dog et godt udgangspunkt, hvis man vil forstå luftkrig i en bredere kontekst, samt læse et godt bud på dens fremtid. Siden bogen blev skrevet for 10 år siden, har flere af de tendenser, den beskriver kun blevet tydeligere. Eksempelvis har den nylige krig om Nagorno-Karabakh mellem Armenien og Aserbajdsjan vist, at droner har en stor og stadig stigende rolle på den moderne kampplads1, ligesom det amerikanske forsvar er begyndt at eksperimentere med såkaldte drone-sværme2. Bogens relevans går i tråd med relevansen af airpower i kampdomænet, og netop derfor kan det kun anbefales at læse – eller genlæse – Martin van Crevelds The Age of Airpower.
ANMELDELSE: Nutidens militære beslutningstagere kan lære af deres forgængeres fejltrin, mener kaptajn Alexander With. Han anbefaler her tre bøger, som tager hver sin krigshistoriske periode under behandling. Bøgerne præsenterer ifølge With læseren for erfaringer, som man stadig både kan og bør drage nytte af i dag – politisk og på slagmarken.
Jeg har tidligere argumenteret for vigtigheden af krigshistorie for den militære profession og forsøgt at opstille 10 krigshistoriske grundregler. Denne artikel vil i direkte forlængelse anbefale tre krigshistoriske bøger, der på hver sin vis uddrager relevant militær læring, baseret på tidligere soldaters og politikeres succeser og ikke mindst fejltagelser.
En klog mand sagde engang, at bagklogskab er historikerens bedste allierede. Så det er med en vis ydmyghed, at man skal vurdere fortidens beslutninger, siddende komfortabelt ved sit skrivebord. Jeg skal ikke påstå, at jeg ikke havde begået mange af de samme fejl, som dem der bliver beskrevet i de tre bøger, hvis jeg havde været i beslutningstagernes sted. Men det skal være min påstand, at beslutningstagerne dengang havde haft bedre forudsætninger for at handle, og dermed mindre chance for at begå de fejl de gjorde, hvis de havde læst litteratur i stil med de tre bøger jeg anbefaler.
Oprørskrig er overraskende svært
Small wars: Their principles and practice, Charles Callwell, 1896.
Politikere og generaler overraskes ofte over, hvor svært det er at vinde en oprørskrig. Det resulterer i krige, der tager længere tid og koster flere menneskeliv end forudset, og som ofte tabes af den militært set stærke part. Det paradoksale er, at dette historisk set slet ikke er nogen overraskelse, men derimod et hyppigt tilbagevendende fænomen. Få beskriver dette bedre end Charles Callwell, der som officer i den britiske hær deltog i imperiets kolonikrige og endte sin militære karriere som general under Første Verdenskrig.
Skrevet for over hundrede år siden leverer hans bog den ene beskrivelse efter den anden, der lige så godt kunne være skrevet om vor tids krige i Irak og Afghanistan. Callwell beskriver, hvordan det ofte er let for de konventionelle styrker at erobre en hovedstad og slå modstanderes svage regulære styrker, men at det efterfølgende kræver mange års guerillakampe at pacificere oprørere i landet. Det var den franske erfaring i Algeriet i 1830’erne og 1840’erne, og den britiske i Burma i 1820’erne. Og lidt over hundrede år senere skulle det blive den amerikanske erfaring i Irak og Afghanistan.
Callwell skriver også næsten profetisk, at det i fremtiden vil blive meget svært at vinde oprørskrige, hvis oprørene kan forsynes med våben fra nabolande, hvilket historien senere skulle give ham ret i, i både Irak og Afghanistan. Bogen er på den måde fuld af direkte læringspunkter, som Bush-administrationen med fordel kunne have læst, før den kastede sig ud i sine krige og måtte (gen)lære dem på den hårde måde.
Callwells måske vigtigste pointe er til gengæld sværere at implementere. Den er, at nogle oprørskrige kun kan vindes, hvis man tager meget hårdhændede metoder i brug, såsom at brænde landsbyer ned og ødelægge de civiles fødevareforsyning. Metoder, som vestlige soldater i dag hverken kan, vil eller må benytte sig af. Har Callwell ret, er der krige vi simpelthen skal holde os ude af, da vi ikke er villige til at gøre, hvad der skal til for at vinde dem.
Det er som regel den stærkeste der vinder
The Rise and Fall of the Great Powers: Economic Change and Military Conflict from 1500 to 2000, Paul Kenndy, 1987.
At krige som hovedregel vindes af den stærkeste part er banalt. Men hvem er egentlig den stærkeste? Hvis dette spørgsmål var let at besvare, kunne de fleste krige have været undgået, da resultatet ville været givet på forhånd. For styrke kan måles på flere forskellige parametre. Er den stærkeste den side, der ved krigens udbrud har de stærkeste styrker? Eller er det den side, der har de bedste industrielle og økonomiske forudsætninger for at forøge sine styrker? Disse og mange andre spørgsmål bearbejder historikeren Paul Kennedy i, hvad der må betragtes som den absolutte klassiker inden for sit felt.
Kennedys centrale argument er, at militær styrke altid skal vurderes relativt i mellem de forskellige magter. Denne styrke er på lang sigt afhængig af magternes økonomiske kapacitet, og et tegn på relativ tilbagegang er, når en magts militære forpligtelser og ambitioner overstiger dets relative økonomiske styrke. En dynamik, der er yderst relevant i dag, når man ser på forholdet mellem USA’s globale sikkerhedsforpligtelser og Kinas voksende økonomiske styrke. Lider USA af, hvad Kennedy betegner på ”imperial overstretch”? Og hvis ja, hvad betyder det så for USA’s sikkerhedsgarantier i Europa på sigt? Disse spørgsmål er lettere at forholde sig til med The Rise and Fall of the Great Powers i hånden.
Et andet relevant spørgsmål er dilemmaet mellem at opruste tidligt, og dermed være den stærkeste i fredstid og i hurtige krige, eller at undgå store militære udgifter og derfor være sårbar på den korte bane, men til gengæld udvikle sit samfund og blive den stærkeste på sigt. Frankrig forsøgte det første i mellemkrigstiden, men tøvede med at udnytte sin styrke, da Nazi-Tyskland endnu var svagt, og blev siden overhalet af tyskerne. Igen kan man drage paralleller til nutiden. Hvad er for eksempel den russiske strategi i dag? Er den bæredygtig på sigt, eller vil Rusland ligesom franskmændene sakke relativt længere bagud, med deres store militær og relativt lille økonomi? Og hvordan vil udsigten til en sådan relativ tilbagegang påvirke beslutningsprocessen i Kreml?
Alt i alt giver Kennedy et letforståeligt og velunderbygget fundament at forstå styrkeforholdene mellem stormagter på. Forhold, der er vigtige at forstå i et lille land som Danmark, der er afhængigt af en stormagt for dets sikkerhed.
Militære organisationer glemmer deres profession i fredstid
The Rules of the Game: Jutland and British Naval Command, Andrew Gordon, 1996.
Under treårskrigen fra 1848-1850 gjorde det danske forsvar sig mange erfaringer, både positive og negative. Man lærte nyttigheden af at retirere overfor overmagten for derefter at udnytte den mobilitet, som søherredømmet gav, til at koncentrere sine styrker mod en udstrakt fjende. Ved Isted lærte man på den hårde måde vigtigheden i at øve de manøvrer i fredstid, som man ønsker at gennemføre i krigstid.
Kun 14 år senere var mange erfaringer fra treårskrigen imidlertid glemt, sparet væk eller fortrængt i sejsrusen fra 1851. Katastrofen i 1864 havde mange årsager, som jeg ikke vil komme ind på her. Det interessante i denne sammenhæng er, så hurtigt militæret aflærte en stor del af sine dyrekøbte erfaringer og professionalisme. I dag har Danmark ikke udkæmpet en konventionel krig siden 1864. Det er derfor værd at beskæftige sig med hvad der sker i en militær organisation, når den i længere tid ikke er blevet trykprøvet på sin kerneopgave. Dette er ikke for at tage noget væk fra vores veteraner fra Irak og Afghanistan, hvis mod og erfaringer ikke må glemmes. Det er blot for at sige, at den type krig, vi øver at kæmpe i dag mod en teknologisk og materielt jævnbyrdig – eller måske endda overlegen – fjende, ikke er noget, vi har erfaringer med i nyere tid.
Historikeren Andrew Gordons “The Rules of the Game” er et fantastisk eksempel på, hvor galt det kan gå, når et forsvar ikke længere bliver målt på sin evne til at slås konventionelt, men derimod en masse andre parametre som personlige relationer mellem de højstående officerer, pletfri karrierer, bløde sikkerhedsopgaver, administration, økonomi og ikke mindst, hvordan man tager sig ud i offentligheden.
I den victorianske Royal Navy kostede disse faktorer menneskeliv, og formentligt også sejren i Jyllandsslaget i 1916. Forud for slaget var gået årtiers langsom, men sikker afprofessionalisering af den britiske flådes officerskorps. Eksempelvis var det for flåden så vigtigt, at man så godt ud og havde styr på stumperne, at et skib helst skulle være skrubbet og nymalet hele tiden. Problemet var, at malingen blev beskidt hver gang man øvede sig med at skyde kanoner. Flåden betalte kun kaptajnen på et skib for et minimum af maling, og da man forventede at skibet var nymalet, betød det, at man ikke prioriterede skydetræning med mindre kaptajnen betalte den nødvendige ekstra maling med sin egen løn!
Jyllandsslaget endte ikke med det resultat, som Royal Navy havde ønsket, og som den britiske befolkning havde forventet. Heldigvis for senere generationer af officerer slutter Gordon af med en detaljeret opsummering af de fejl, man kan begå i fredstid, og hvordan man kan undgå dem. Og heldigvis for læseren skriver han ganske underholdende. Forhåbentligt står det bedre til i det danske forsvar, end det gjorde i 1864 eller i Royal Navy i 1916, hvis fredstids-admiraler blev beskrevet af First Sea Lord Fisher som:
»Those who rise in peace are men of formality and routine, cautious, inoffensive, safe up to the limits of their capacity, supremely conscientious, punctilious about everything but what is essential, yet void altogether of initiative, impulse and originality.«
Men selvom Forsvaret i dag ikke er Royal Navy i 1916, ville det dog være underligt, ja faktisk usandsynligt, hvis ingen af dynamikkerne, som Andrew Gordon beskriver, skulle gøre sig gældende i vore dages hær, søværn og flyvevåben. “The Rules of the Game” bør derfor læses, ikke blot af folk med en sømilitær interesse, men også af dem der interesserer sig for hvordan militære organisationer kan afprofessionalisere sig selv i fredstid, hvilke farer der er, og hvad man kan gøre ved dem.
DEBAT: Det er en misforståelse at tro, at stater altid handler rationelt. Hvad der er rationelt, er betinget af både aktørerne og af national kultur, historie og selvfortælling. Negligeres disse forhold, risikerer man på forhånd at afvise handlinger, der forekommer usandsynlige. Et kig i historiebøgerne viser, at det kan være fatalt, pointerer kaptajn og cand.soc. Alexander With.
Når man følger sikkerhedspolitiske debatter, ser man ofte kloge mennesker udtale sig skråsikkert om, hvad andre lande vil og ikke vil gøre i fremtiden. ”Kina vil i fremtiden gøre X”, ”Det, russerne vil, er Y” og så videre. Sætninger som disse er i bedste fald forsimplende, omend der kan være ganske gode grunde til at foretage denne forsimpling, hvilket jeg vil vende tilbage til senere. Men i værste fald er sådanne sætninger udtryk for en farlig misforståelse, der set i et historisk perspektiv kan være katastrofal.
Problemet ved sætningerne er dels, at de giver det indtryk, at andre landes regeringer tænker rationelt, og at vi derfor kan forudsige deres handlinger. Dels at lande fremstilles som enhedsaktører, der kollektivt træffer beslutninger og udfører dem, som det var intentionen, da man traf beslutningen. Begge dele er ofte forkerte.
Reelt er stater komplekse enheder med internt modstridende interesser, organisatorisk friktion, særegne kulturer og erfaringer, ligesom stater er ledet af mennesker, med alt hvad det indebærer af frygt, uvidenhed, arrogance og ære. Dette betyder, at stater kun er delvist rationelle, og derfor også kun handler delvist rationelt. Hvad mere er, så kan andre staters opfattelse af rationalitet afvige fra vores egen. Vi kan derfor have svært ved, at forudsige og forstå andre landes handlinger. Selv når de rent faktisk handler rationelt set ud fra deres egen virkelighed, kan handlingen forekomme dybt irrationel set fra vores virkelighed.
Japanerne gamblede med angreb på Pearl Harbor
Opfattelsen af, at stater handler rationelt, er udbredt blandt diverse statskundskabsbaserede teorier. Man skal således ikke langt ind i John Mearsheimers klassiker The Tragedy of Great Power Politics (2001), før man støder på denne opfattelse som et grundpræmis i hans teori kaldet ”offensiv realisme”. Problemet er, at denne teoretisk velargumenterede opfattelse er i modstrid med historien.
Lad mig give et eksempel: Inden det japanske overraskelsesangreb på Pearl Harbor i 1941 havde amerikanerne den opfattelse, at Japan ikke ville angribe USA, da dette simpelthen ville være for irrationelt. Japanerne havde som bekendt en anden opfattelse. De vidste udmærket, at deres angreb var et gamble, men presset op i et hjørne af amerikanske sanktioner var japanerne blevet risikovillige: De vurderede, at angrebet kun havde 50 procents chance for succes, men de var villige til at løbe risikoen. Ophavsmanden bag angrebet, admiral Yamamoto, yndede i øvrigt at spille hasardspil i sin fritid.
Historien er fuld af lignende eksempler, og historikeren Barbara Tuchman har skrevet en hel bog, The March of Folly (1984), hvis hovedpræmis er, at stater ofte handler i modstrid med deres egne interesser. Som et interessant eksempel i nyere tid har mange, inklusive John Mearsheimer selv, argumenteret for, at Irakkrigen i 2003 var i modstrid med amerikanske interesser.
Men hvis stater ikke handler rationelt – i hvert fald ikke hele tiden – hvad gør de så? For at besvare dette spørgsmål er det nødvendigt at se på, hvad stater er opbygget af.
Sovjetisk militær handlede irrationelt på Cuba
Carl von Clausewitz har lært os, at stater i sikkerhedsmæssig forstand består af en treenighed af regeringen, militæret og folket. De tre dele eksisterer ikke uafhængigt af hinanden, men påvirker hinanden indbyrdes. Det vil for eksempel sige, at selv hvis en regering var i stand til at handle 100 procent rationelt, ville statens beslutninger stadig være under indflydelse af en befolkning, hvis frygt, engagement og interesser kunne trække i en ikke-rationel retning. Dertil kommer, at militæret, hvis rolle det er at udføre regeringens vilje, skal udføre dets opgaver i et uforudsigeligt og friktionsplaget miljø, hvilket kan få selve udførelsen af en ellers rationel beslutning til at blive irrationel.
Et eksempel på dette var, da Sovjetunionen i begyndelsen af 1960’erne besluttede sig for at opstille atommissiler på Cuba. Hvis vi for argumentets skyld antager, at beslutningen i sig selv var rationel, blev udførelsen stadig gjort irrationel af det sovjetiske militær; militæret var ikke vant til at prioritere skjul og sløring af deres missiler, når de opererede i Rusland, og gjorde det derfor heller ikke i Cuba. I stedet gjorde man, som man plejede, hvilket tillod amerikanerne at opdage missilerne, før de var affyringsklare. Det var medvirkende til, at den sovjetiske ledelse ikke opnåede det fait accompli, som den havde regnet med. I stedet endte den med at trække missilerne tilbage, efter at verden i oktober 1962 i 13 dage havde balanceret på randen af atomkrig.
I eksemplet herover har vi for argumentets skyld antaget, at regeringer tænker rationelt, men dette er langtfra altid tilfældet. For nu at blive ved Cubakrisen var både den amerikanske præsident John F. Kennedy og Sovjetunionens leder Nikita Khrushchev under et voldsomt pres. Ikke kun for at undgå Tredje Verdenskrig eller for at styrke deres landes relative positioner overfor hinanden, men også for indenrigspolitisk at komme ud af krisen med prestigen, eller i det mindste bare æren, i behold. Der var altså en sammenblanding af statslige og personlige interesser.
Kennedy, der siden den mislykkede invasion i Svinebugten på Cuba året forinden havde fremstået svag overfor sine generaler, var for eksempel under et personligt pres for ikke endnu en gang at fremstå svag overfor kommunisterne. Begge statsledere foretog i løbet af krisen handlinger, som de vidste ville eskalere krisen. At sådanne menneskelige karakteristika er med til at forme sikkerhedspolitik, er ikke nogen ny erkendelse. Cirka 450 år før vor tidsregning skrev den græske historiker Thukydid, at krige starter på grund af menneskers frygt, ære og interesser.
Kultur, historie og selvfortælling spiller ind
I stedet for at handle rationelt i krisesituationer, befinder statsledere sig ofte i en tilstand, der bedst kan beskrives som en flugt fremad. For eksempel var en økonomisk krise og dens afledte indenrigspolitiske pres på regimet med til at presse den argentinske militærjunta til at invadere Falklandsøerne i 1982, hvor de efterfølgende led nederlag til Storbritannien – hvilket førte til juntaens fald fra magten i Argentina. I øvrigt en krig, hvor begge parter antog, at modparten ville give op, før krigshandlingerne ville begynde frem for at kæmpe en irrationel krig om nogle næsten ligegyldige øer. Et andet eksempel er Egyptens præsident Gamal Abdel Nasser, der før Seksdageskrigen i 1967 blev offer for sin egen retorik mod Israel. Præsidentens hårde retorik havde den dobbelte virkning, at den begrænsede hans politiske manøvrerum og dermed muligheden for at handle rationelt, samtidig med at den var med til at overbevise israelerne om, at en krig var nødvendig. Resultatet var et militært nederlag, der var en katastrofe for Egypten.
Udover at stater består af forskellige elementer med ofte modstridende interesser, der er påvirket af mennesker med menneskelige følelser og svagheder, er stater også forskellige fra hinanden. Som tidligere nævnt havde japanerne op til Anden Verdenskrig en anden opfattelse af rationalitet, end amerikanerne havde. Hvad der bliver betragtet som rationelt, bliver formet af et lands kultur, styreform, historie og ikke mindst historiske selvforståelse (der vel at mærke ikke behøver at være den samme som den faktuelle historie).
Det bør ikke undre, at et land som Rusland, der gennem historien har lidt forfærdeligt under flere invasioner fra vest, og som 1941-1945 var afgørende i kampen mod Nazi-Tyskland – og som dyrker netop den side af sin historie – har en helt anden opfattelse af sikkerhed og dets retmæssige rolle i Europa, end vi har i eksempelvis Danmark. Vil man spå om Ruslands ageren i fremtiden, skal man derfor ikke starte med at spørge, hvad man selv ville gøre i Ruslands sted, men derimod hvad russerne med deres særegne kultur, historie og selvfortælling ville gøre. Dette er svært, da de fleste mennesker har en tendens til såkaldt ”mirroring”, altså at spejle sig selv over på andre. Men vi skylder os selv – og russerne – at forsøge.
Forvent at blive overrasket
Som nævnt har teoretikere som John Mearsheimer argumenteret for, at stater er rationelle. Historien viser imidlertid noget andet. Betyder det så, at stater handler komplet irrationelt, at statskundskabsbaserede teorier er ubrugelige, og at man lige så godt kan opgive at forudse fremtiden? Nej! Men det betyder, at man skal acceptere den iboende usikkerhed, uforudsigelighed og ofte irrationalitet, der er i sikkerhedspolitik. Man skal gennem en god udenrigstjeneste og militær efterretningstjeneste forsøge at se fremad, men man skal samtidig forvente at blive overrasket. Man skal dertil gøre, hvad man kan for at mindske de negative konsekvenser af den overraskelse, der i nogen grad er uundgåelig. Dette kræver blandt andet, at man indtænker fleksibilitet og robusthed i sine dispositioner.
Ovenfor blev det nævnt, at der kan være gode grunde til at sige ”Rusland vil”, også selvom det er en forsimpling. Det er klart, at det ikke i alle sammenhænge giver mening at dække sig ind med alle mulige forbehold om staters kompleksitet. Dertil er der situationer, hvor sætninger som ”russerne vil” er ganske passende. Hvis for eksempel den langt overvejende del af den russiske befolkning og sikkerhedseliten (siloviki) ønsker det samme som den russiske præsident, er der tale om en slags balance i den clausewitzsianske treenighed. I sådanne situationer kan man argumentere for, at det ikke giver mening, altid at gøre opmærksom på modstridende interesser, når disse alligevel er negligerbare.
Der, hvor det bliver problematisk, er, når afsenderen eller modtageren af denne forsimpling ikke er bevidst om, at det netop er en forsimpling. Når man glemmer virkelighedens usikkerhed og kompleksitet, og kommer til at tænke på stater som rationelle aktører, der handler som man selv ville gøre, er faren stor for at man afviser det, der ud fra ens eget verdensbillede virker usandsynligt. I yderste forstand ved ikke engang Vladimir Putin, Joe Biden eller Xi Jinping, hvordan de hver især vil reagere, hvis de udsættes for et psykisk og fysisk pres af en størrelsesorden, de aldrig har oplevet før. Og hvis de ikke ved det, ved vi det selvsagt heller ikke.
Afslutningsvist vil jeg citere Thomas Schellings kommentar til det japanske angreb på Pearl Harbor. Citatet stammer fra Thomas Schellings forord in Roberta Wohlstetters bog Pearl Harbor: Warning and Decision (1962):
”The contingency we have not considered seriously looks strange; what looks strange is thought improbable; what is improbable need not be considered seriously … Rarely has a government been more expectant. We just expected wrong.”
Tittel: Fighting Power: German and U.S. Army Performance 1939-1945
Forlag: Greenwood Press, 1982
Anmelder: Alexander With. Kaptajn i Hæren og Cand.soc. fra Center for War Studies, SDU
Rating: 5
Tyskerne kæmpede nærmest konsekvent bedre end amerikanerne i Anden Verdenskrig. Men hvorfor? Hvad gjorde de anderledes? Dette er spørgsmålet, som Martin van Creveld sætter sig for at besvare i Fighting Power – en bog, der stadig er yderst relevant for officerer og forsvarsinteresserede den dag i dag til trods for at den blev udgivet første gang for snart fire årtier siden.
Det er næppe tilfældigt, at bogen er på listen over general Jim Mattis’ (tidl. amerikansk forsvarsminister) yndlingsbøger. Som titlen indikerer, fokuserer Creveld på kampkraft, hvilken han definerer som værende summen af forskellige mentale faktorer – herunder disciplin, moral, initiativ, mod, udholdenhed samt villigheden til at kæmpe og i yderste konsekvens dø – der får hære til at slås.
Overordnet er bogen udformet som en komparativ analyse af henholdsvis den tyske og den amerikanske hær inden for de områder, der påvirker kampkraft. I løbet af bogens kapitler kommer Creveld vidt omkring. Analysen omfatter alt lige fra, hvordan de to hæres doktrin og organisation har haft indflydelse på operationer, til hvordan personeladministration, forvaltning, uddannelse mm. har haft indflydelse på kampkraften.
Læseren vil undervejs ikke kunne lade være med at sammenligne de to landes tilgange til krig, med måden hvorpå det danske forsvar er indrettet på i dag. Det er tydeligt, at dele af de danske reglementer og doktriner er inspireret af tysk tilgang til krig, herunder princippet om Mission Command, eller auftragstaktik. Andre dele igen er inspireret af amerikanerne, såsom Hærens tilgang til en operation i detaljer med henblik på at planlægge, hvilken effekt af operationen man vil opnå gennem den rette dosering af ressourcer.
Bogen er rigt udstyret med tal, tabeller og fodnoter til dem, der ønsker at dykke længere ned i detaljen, men for den almene læser vil Crevelds analyse og konklusioner være fuldt ud tilstrækkelige. Creveld skriver godt, direkte og til tider polemisk, hvilket gør, at bogen bestemt ikke er kedelig.
Et af de kendetegn, der går igen i den komparative analyse er, at hvor amerikanerne havde et krigsvidenskabeligt udgangspunkt, fokuserede tyskerne i stedet på krigskunst. Den clausewitzianske tilgang – med dens accept af usikkerhed, mission command og decentralisering – gennemsyrer ikke blot den tyske doktrin, men også tyskernes måde at uddanne, forvalte, forfremme, behandle og endda straffe deres soldater på. Tyskerne uddelegerede en meget stor del af beslutningskompetence til deres officerer selv på lavere niveauer. Den enkelte leder ved enheden skulle således ikke spørge om lov til at handle. Man havde tillid til at den, der var bedst bekendt med situationen, også træf de rette beslutninger. Ja, ikke blot det. Man ligefrem forventede det. En officer kunne således ikke modtage jernkorset blot ved at udvise tapperhed, men skulle tillige udvise initiativ over norm under kamp. Man sørgede også fra centralt hold for ikke at belemre lederne med at rapportere og indsamle data. Officererne kunne dermed koncentrere sig om deres kerneopgaver; føring og ledelse. Dette medførte selvsagt, at man i hærledelsen havde mindre data til rådighed og mindre kontrol omkring, hvorvidt officererne ved enhederne lavede fejl. Det interessante er imidlertid, at den tyske hærledelse var bevidst om denne risiko og accepterede den. Man ville hellere have mindre data end at
belemre førerne på de lavere niveauer med at indsamle data.
Den amerikanske tilgang var på mange måder diametralt modsat. Amerikanerne anvendte en videnskabelig, mekanisk, kvantitativ, upersonlig og centraliseret tilgang, hvor man forsøgte at få mennesket til at tilpasse sig det administrative system. Ofte accepterede man uhensigtsmæssige og direkte skadelige tilgange, fordi dette var nemmere at administrere og forvalte fra centralt hold. Et eksempel er, at hvor tyskerne brugte mange ressourcer på at tilsikre, at de erstatningssoldater, der ankom til fronten, ankom i en enhed, hvor soldaterne og officererne allerede kendte hinanden, så ankom amerikanske erstatningssoldater drypvist og enkeltvist til frontlinjen uden at kende hverken deres enhed eller navnene på deres kammerater i skyttehullerne. Dette resulterede i, at ekstremt mange af disse soldater gik psykisk ned – hvis de da ikke blev slået ihjel inden. Et andet område, hvor de to hære havde vidt forskellige tilgange, var uddannelsen af officerer i fredstid. De højere officersuddannelser i Tyskland prioriterede taktik og krigshistorie over alt andet, imens man på de amerikanske uddannelser havde en overvægt af civile fag såsom statskundskab og økonomi, der kunne have været læst på et hvilket som helst civilt universitet. Igen er den henholdsvis kvantificerbare og videnskabelige metode i kontrast til tyskernes ikke-målbare, kvalitative kunstform. En anden årsag til de så forskellige fag var, at hvor tyskerne uddannede til krig, så uddannede amerikanerne til at udfylde forskellige administrative funktioner i departementet.
Når man læser bogen, er det klart, at Creveld tillægger den tyske tilgang til krig en stor del af æren for, at tyskerne havde højere kampkraft og dermed var mere effektive soldater. Men Creveld er dog ikke ubetinget beundrer af tyskerne. Tyskernes overdrevne fokus på operationer i stabsarbejdet skete på bekostning af helheden, hvorfor fx logistik blev kritisk nedprioriteret. Dette var ikke det store problem i de første år af krigen, hvor blitzkrieg gjorde, at tyskerne sejrede, før deres logistiske mangler blev afgørende. Men i Afrika – og særligt på Østfronten – skulle dette blive tyskernes akilleshæl. Creveld kommer også ind på, at amerikanerne til en vis grad var tvunget af omstændighederne og ikke havde kunnet kopiere den tyske tilgang, selv hvis de ville. De utroligt lange forsyningslinjer og den mangedobling af hæren, der fandt sted, betød, at amerikanerne i højere grad end tyskerne blev nødt til at fokusere på logistik og kvantitet fremfor operationskunst. Tyskernes snævre fokus på operationer gik også udover den strategiske (for ikke at tale om den moralske) dimension. Dette dilemma mellem hvor fokus skal lægges, i såvel operationer som uddannelse under fredstid, er tidsløst, og det er interessant at sammenligne, hvad der gik godt og skidt for amerikanerne og tyskerne, med hvordan vi i Danmark har indrettet Forsvaret i dag. Flere af Crevelds argumenter kan indgå direkte i nutidige diskussioner, og hans konklusioner er således også at finde på begge sider i den debat om Forsvarets uddannelser, der kørte på Olfi henover sommeren 2020.
Det overordnede tema i Fighting Power er, at amerikanerne gennem dels påtvungne omstændigheder, men også gennem inkompetence og en misforstået opfattelse af, hvad krig er, på langt de fleste områder indrettede sig mindre hensigtsmæssigt end tyskerne. Tyskerne fokuserede på initiativ, tillid til underordnede og fri kreativitet inden for vide rammer og med udnyttelse af gunstigt opståede muligheder i krigens friktion. Som de skrev i et feltreglement: ”Confusion concerning the situation is the normal state of affairs”. Igen havde amerikanerne en meget anderledes tilgang. I deres feltreglementer var der fokus på den korrekte anvendelse af doktrin, planlægning og kontrol. Tillid og initiativ på de lavere niveauer blev sjældent nævnt. Jeg startede denne anmeldelse med at nævne, at Fighting Power er en af general Mattis yndlingsbøger, og der er da også flere steder, hvor man kan drage paralleller mellem Mattis’ og den tyske tankegang. Som Mattis skriver i sin bog Call Sign Chaos: ”Operations happen at the speed of trust”.
Efter krigen hyrede amerikanerne den tidligere stabschef for den tyske generalstab, general Halder, til at anmelde deres feltreglementer. Det er passende at slutte denne anmeldelse af med at citere, hvad general Halder dengang skrev til amerikanerne: ”As compared to the German conception of war, the American regulations display a repeated tendency to try and foresee situations and lay down models of behavior in great detail. This procedure limits a commander’s freedom of action and, by rendering him incapable of handling in accordance with the actual situation, robs him of a very important prerequisite for victory”.
Første gang udgivet på krigsvidenskab.dk 02 OKT 2020
