”Magthavere har alle dage startet unødvendige og irrationelle krige, og der er intet nyt i fejlslagne strategier og beslutninger truffet på forkerte præmisser. Overraskelse – at krige hverken starter, forløber og slutter, som man regner med – er et konstant fænomen i krigshistorien.”
Mange af Putins fejl i Ukrainekrigen skyldes, at han ikke har lært af krigshistorien. Desværre er han ikke ene om dette. Havde Vesten haft en bedre forståelse for krigshistorie, havde vi bedre kunnet forudse og forberede os på den sikkerhedspolitiske krise, vi står i nu.
Putin overraskede de fleste i den vestlige verden, da han startede en unødvendig og på mange måder irrationel krig mod Ukraine. Efterfølgende blev Putin og de fleste andre overraskede over det russiske militærs miserable indsats, og krigen vil med stor sandsynlighed byde på flere overraskelser, inden den slutter. Alt dette er der imidlertid ikke meget overraskende i. Magthavere har alle dage startet unødvendige og irrationelle krige, og der er intet nyt i fejlslagne strategier og beslutninger truffet på forkerte præmisser. Overraskelse – at krige hverken starter, forløber og slutter, som man regner med – er et konstant fænomen i krigshistorien.
Winston Churchill, statsmand, historiker, krigshistoriker og Nobelprismodtagende forfatter, sagde engang, at jo længere man kan se tilbage, jo længere kan man se frem. For selvom historien ikke gentager sig selv, er der mønstre, man kan lære at genkende, og som sætter en i stand til at manøvrere bedre i den usikkerhed, der altid er et vilkår i krig. Havde Putin eller Vesten tilegnet sig flere af historiens læresætninger, havde han og vi haft et langt bedre grundlag at forstå og træffe beslutninger ud fra. Man siger, at bagklogskab er historikerens bedste allierede. Men historikeren er også allieret med bedre forudsætninger for at forstå sin samtid og fremtid. Jeg vil i det følgende præsentere et antal historiske læringspunkter, som vi, eller Putin, med fordel kunne have studeret inden krigen, og i lyset af hvis indsigter krigen ville have medført væsentlig mindre overraskelse.
1. Stater er ikke særligt rationelle hvad krig angår
Noget af det, der overraskede flest ved Ukrainekrigen, var, at den overhovedet fandt sted. Læs selv interviewet med Peter Viggo Jakobsen i RÆSON to dage før invasionen. At Rusland ville kaste sig ud i en unødvendig krig og risikere ødelæggende vestlige sanktioner, virkede dybt irrationelt. Det var det også. Men det var ikke særligt unikt. For eksempel underskrev det japanske imperium sin egen dødsdom med overraskelsesangrebet på Pearl Harbor i 1941. Ironisk nok var det det selvmorderiske aspekt i angrebet, der gjorde det mest overraskende. Igennem historien har lande igen og igen kastet sig ud i fejlbehæftede angrebskrige og tabt alt. Det skyldes delvis, at det kan være svært at vurdere udfaldet af en krig på forhånd. Som Clausewitz skriver, findes krig i usikkerhedens og chancernes rige, så uanset hvor rationel man er, kan man have svært ved at overskue konsekvenserne af ens handlinger. En meget stor del af de fejlbehæftede krige skyldes imidlertid direkte tåbeligheder. Som historikeren Barbara Tuchman konstaterer i sin klassiker, The March of Folly, har regeringer på tværs af historien ført politik i strid med deres egne interesser. I japanernes tilfælde i 1941 fordi de konstruerede den illusion, at de ikke havde noget alternativ, og fordi de begik den hyppigste og værste tåbelighed – at undervurdere modstanderen.
At så mange fejlbedømte Putin og Rusland har også et element af intellektuel dovenskab eller ønsketænkning over sig, eftersom russerne og Putin langt hen ad vejen har givet ret tydelige indikationer på, hvad de ville foretage sig. Set i bagklogskabens lys er der i hvert fald flere advarsler at spore i Putins udtalelser startende allerede i 2007 og særligt siden 2014. I bogen The Russian Understanding of War: Blurring the Lines Between War and Peace fra 2019, redegør Oscar Jonsson for, hvordan Rusland allerede så sig selv som værende i krig med Vesten, om end det var en krig, hvor vi ikke skød på hinanden – i hvert fald ikke endnu. Jonsson beskriver, hvordan angrebet på Ukraine i 2014 skal ses i forlængelse af denne overordnede krig mod Vesten, og hvordan russisk militær tænkning ikke ser hybridkrig og konventionel krig som adskilte fænomener, men blot forskellige værktøjer i værktøjskassen, hvor man kan eskalere til mere hårdtslående værktøjer, hvis de første ikke fører til de ønskede resultater. I dag står det næsten som en drejebog for Ukrainekrigen. At vi blev overraskede over, hvad russerne gjorde, skyldes, at vi ikke hørte, hvad de sagde og skrev, eller at vi ikke tog det alvorligt. Ligesom der var flere, der inden Anden Verdenskrig ikke tog Hitler alvorligt. Men Churchill gjorde. Han havde læst Mein Kampf. Uden i øvrigt at sammenligne Hitler og Putin, skulle Vesten nok have været bedre til at læse Putins taler og den russiske sikkerhedselites udtalelser, og til at analysere deres militære doktriner, oprustning og øvelser.
2. Sejren tilhører oftest den part, der vil den mest
Krige bliver ikke kun afgjort af, hvilken part der er stærkest på regnearket, men også af den part som er mest villig til at kæmpe, bruge flest af sine ressourcer, yde ofre og blive ved til den bitre ende. Putin valgte at starte en begrænset krig, der ikke engang måtte omtales som krig, imod et Ukraine, der fra starten udkæmpede en total krig med alle samfundets ressourcer. Det betød, at Rusland fra starten måtte kæmpe med den ene arm bundet på ryggen, alt imens Ukraine ivrigt slog fra sig med begge arme. Når de russiske soldater ovenikøbet er demotiverede for at invadere Ukraine, alt i mens ukrainerne bogstaveligt talt kæmper for deres overlevelse som folk, kan det ikke undre, at Ukraine er i stand til at yde mere modstand, end en kvantitativ sammenligning af de to landes ressourcer skulle tilsige.
Det er der ikke meget nyt i. Som USA måtte sande i Vietnam, eller som først Storbritannien, siden Sovjetunionen og senest NATO måtte erkende i Afghanistan, så er det svært at underlægge sig et land eller et folk, hvis dem, man kæmper imod, er mere indstillet på at kæmpe, end man selv er. Clausewitz skrev engang, at statsmandens vigtigste opgave er at vide, hvilken type krig han er i færd med at bevæge sig ud i. Han skal hverken misforstå den, eller prøve at gøre den til noget andet end den er. Putins forsøg på at føre en ”speciel militær operation” fremfor en total krig var et forsøg på at føre en anden slags krig, end den han startede.
3. En hær skal være organiseret og trænet til den krig, den skal kæmpe
Dette punkt hænger direkte sammen med det foregående. Putin valgte, at den russiske hær skulle kæmpe på en måde, den hverken var trænet eller organiseret til. Som Aleksandr Golts skriver i Russia’s Military Strategy and Doctrine, er der to konkurrerende visioner for den russiske hær. Den ene vision ønsker at have en mindre, professionel hær, der hurtigt kan indsættes og vinde en lynkrig imod et svagt naboland. Den anden vision ønsker, at supplere de professionelle soldater med en stor mobiliseret værnepligtshær, der kan kæmpe og vinde imod NATO. Grundet forskellige reformer og modstridende interesser i Rusland, er ingen af visionerne blevet implementeret hundrede procent. Som arv fra den første vision, har man bataljonskampgrupper. Thomas Nyholm Jørgensen skriver i Rusland som militær stormagt, at disse har den fordel, at de er på højt beredskab, kan indsættes hurtigt og kan kæmpe selvstændigt. De er med andre ord designet til missioner hvor hastighed og evnen til at blive deployeret hurtigt er vigtigere end konventionel kampkraft – missioner i stil med annekteringen af Krim i 2014, interventionen i Kasakhstan i starten af januar 2022 eller en potentiel kup-overtagelse af de baltiske lande.
Ved starten af krigen havde Rusland altså en hær, der var designet til, at kæmpe på to forskellige måder. Enten ved hurtigt at indsætte bataljonskampgrupper på højt beredskab imod en svag fjende, eller også ved at mobilisere og indsætte en stor hær imod en stærk fjende. Da Rusland angreb Ukraine i 2022 var det med en mellemting, som man hverken var organiseret eller trænet til. Bataljonskampgrupperne blev efter måneders stilstand anvendt imod en velforberedt og stærk fjende. Som krigsanalytikeren Perun fortæller i en video på youtube (All metal, no manpower – Russian infantry shortages and mobilisation in Ukraine), var de færreste enheder på fuld styrke, fordi man ikke havde mobiliseret, hvilket betød, at man rykkede i krig med halvtomme køretøjer, og uden de nødvendige infanterister, der skulle til for at beskytte køretøjer og kampvogne i uoverskueligt terræn. Resultatet var katastrofale tab. Det er let at pege fingre ad russerne her. Den russiske doktrin, strategi, materiel og organisation hang ikke sammen, men man kan spørge, om ikke vi i Danmark er skyldige i noget af det samme? TV2 har fx beskrevet hvordan Hæren kan udsende en enkelt bataljon på højt beredskab på kort varsel, men til gengæld ikke har tilstrækkeligt ammunition og reservedele til resten af Hæren, og som Orlogskaptajn og militæranalytiker ved Center for Militære Studier ved Københavns Universitet, Jens Wenzel Kristoffersen skriver, har Søværnet ganske vist fem fregatter, men reelt set kun personel nok til tre af dem.
4. General Mudder kan standse en offensiv
For en mand, der taler så meget om russisk historie, er det slående, at Putin valgte at angribe i foråret, da mudderet på de ukrainske veje og marker var værst. For det var netop mudderet, der i efteråret 1941 var afgørende ift. at standse den tyske offensiv mod Moskva. Og da russerne gik til modangreb, var det igen mudder, der i foråret 1942 fik deres modoffensiv til at køre fast. Som Alexander Hill skriver i en glimrende artikel, kan det tyde på, at det russiske angreb på Ukraine ikke var uundgåeligt, eller at russerne undervurderede Ukraines modstand – eller begge dele. At russerne ventede med at angribe til lige efter Vinter-OL i Kina tyder også på, at de prioriterede forholdet til deres udenrigspolitiske samarbejdspartner højere end militære forhold.
Problemet med mudder blev kun værre af, at russerne spredte deres styrker ud på for mange angrebsakser, der var for spredt til at kunne støtte hinanden. Især nord for Kyiv blev dette et problem. Grundet mudder var den russiske kolonne begrænset til at køre på de få asfalterede veje. De blev derfor pakket tæt, og havde svært ved at udfolde deres kampkraft og få forsyninger frem, der hvor de skulle bruges. Russerne havde indsat luftmobile tropper til erobre Hostomel-lufthavnen i udkanten af Kyiv, men disse blev mødt med overraskende stor modstand, og der gik mange dage, før den nordlige angrebskolonne nåede frem til de hårdt pressede faldskærmssoldater, der tog store tab. Dermed blev situationen især nord for Kyiv meget lig Operation Market Garden i 1944, hvor de allierede undervurderes tyskernes modstand og mistede mange faldskærmssoldater, alt imens de landbaserede forstærkninger desperat prøvede at kæmpe sig frem ad en enkelt vej.
4. Det er hybris ikke at forsøge at forstå sin modstander
Mange af ovennævnte russiske fejl skyldes, at russerne undervurderede den ukrainske modstand. Men hvordan kunne det ske, at man i den grad fejlede i enten sine efterretninger eller i sin tro på dem? Igen kan historien tilbyde en forklaring. Som Max Hastings skriver i Spies, Codes and Guerillas 1939-1945 har autoritære regimer ofte det problem, at de begynder at tro på deres egen propaganda, og at deres efterretningstjenester fejler, fordi de ikke søger at nå frem til den objektive vurdering, men til den ønskede vurdering. Demokratier er ikke perfekte, men de har som regel en større tro på, at sandheden har en værdi i sig selv, og at det er acceptabelt at stå på mål for den. Derfor er efterretningsmæssige vurderinger oftere bedre i demokratier. Den samme dynamik gør sig også gældende i anvendelsen af historien. Som Mark Galeotti skriver i A Short History of Russia, er Kreml ikke uinteresseret i historien, men den anvendes i høj grad til, at retfærdiggøre styrets politik. Historiens formål bliver derfor at understøtte et givent politisk narrativ og selvbillede, hvorved dens evne til at levere brugbare læringspunkter fordærves. Dette kan være med til at forklare, hvorfor Kreml på den ene side kan dyrke historien, og på den anden side kan undlade at lære af den. I Vesten er problemet ikke så meget misbrug af historien, som manglende brug af historien. Studier i krigshistorie er for nedadgående på de amerikanske universiteter, og som jeg har skrevet om i Olfi, har historie også været lavt prioriteret på Forsvarets uddannelser. Det er uhensigtsmæssigt, for netop viden om russisk historie er hjælpsomt, hvis man vil forstå Ruslands ageren, og undgå at blive overrasket af den.
Historien om historien
Jeg startede med at skrive, at de fleste i Vesten blev overraskede, da krigen brød ud, men der var også flere, der forudså krigen, heriblandt Anders Puck her på RÆSON. Udover Puck kan nævnes pensioneret brigadegeneral og historiker, Michael Clemmesen, major i reserven, Ph.d. og tidligere ekspert på forsvarsakademiet, Jeppe Plenge Trautner og historiker og tidligere efterretningsanalytiker, Niels Klingenberg Vistisen.
Hvad de fire har til fælles, er, at de alle har en militær baggrund kombineret med en forståelse for Rusland, der enten er forankret i historiske studier eller i Anders Pucks tilfælde en uddannelse i russisk sprog og militærvæsen. Den militære baggrund satte dem i stand til at forstå det russiske øvelsesvirke og troppeopbygningen op til krigen, og hvad de varslede. Kendskabet til Rusland satte dem i stand til at forstå Rusland på Ruslands egne præmisser, fremfor at gøre som så mange andre, der forsøgte at forstå Putin, ud fra hvad de selv ville gøre i Putins sted. Jeg vil ikke påstå, at man skal have en specifik baggrund for at forudse krige. Det er imidlertid tydeligt, at militærfaglig viden kombineret med indgående ruslandskendskab og et historiebaseret syn viste sig at være et effektivt udgangspunkt til at vurdere Ruslands militære intentioner og handlinger. Dette er et læringspunkt i sig selv. Om lidt er det også en lille del af vores historie, som jeg håber vi vil huske fremover.
Første gang udgivet i Ræson 17 NOV 2022