Jeg oplever ofte soldater udtrykke en nysgerrig interesse for krigshistorien, men samtidig være i tvivl om hvor meget læring man, når det kommer til stykket, egentlig kan opnå gennem den. Nogle oplever, at det kan være svært at trække læring ud af en historie, der foregik i en anden tid og under helt andre teknologiske og taktiske rammer.

Der er mindst to måder man som soldat kan lære af krigshistorien. Den ene er, at lade sig inspirere af andres løsninger i sammenlignelige situationer, og måske vigtigere endnu – at lære af deres fejl, så man ikke selv begår dem. Dette kræver selvsagt et større repertoire af eksempler, hvilket kun opnås ved at læse meget. Den anden måde man kan lære af krigshistorien er at opnå en grundlæggende forståelse for hvad krig er. Det lyder banalt, men historien viser desværre, hvordan militære organisationer især i fredstid nemt kommer til at aflære erfaring, som det har krævet meget blod at lære i første omgang.

Der er ikke nogen nem vej til at opnå krigshistorisk læring. Ligesom med alt andet, bliver man kun god til det man bruger tid på. Men der er genveje, og det er ikke ligegyldigt hvad eller hvordan man læser. Hensigten bag dette indlæg er at identificere og illustrere nogle grundlæggende regler fra krigshistorien samt at anbefale fem bøger, der på hver deres måde kan hjælpe én i gang, hvis man vil lære mere.

10 grundregler:

1. Overholdelse af en regel eller doktrin må aldrig erstatte situationsbestemt handling eller grundig analyse. Derfor skal de følgende ni regler også ses som tommelfingerregler og ikke strikse dogmer. Alle reglerne kan i princippet overdrives til det absurde, hvorved de bliver skadelige og holder op med at give mening.
2. Krig er ikke et rationelt fænomen. Frygt, vrede, trodsighed, hævn, arrogance, dårlig analyse eller noget så banalt som uheld og tilfældigheder er med til at afgøre hvorfor krige starter, og hvordan de føres.
3. Krigens tåger og friktion er et vilkår. Selv hvis man i teorien var en fuldstændig rationel maskine, ville man aldrig have det fulde informationsbillede at træffe sine beslutninger på. Forsøg på at kontrollere krig i detaljen er derfor dømt til at gå galt. I det kaos der opstår i kamp, bør man i stedet være rede til at gribe opståede muligheder på stedet og efter bedste evne søge at opfylde intentionen bag opgaven (mission command). Forudsætningen for at dette kan lade sig gøre er tillid, hvilket igen skabes af blandt andet grundig uddannelse, frihed under ansvar og længerevarende realistiske øvelser, hvor blandt andet signalmidlernes anvendelse udfordres.
4. Overraskelse i krig er et vilkår og kan forekomme på alle områder. For eksempel skiftede Italien side i Første Verdenskrig, i Anden Verdenskrig var Blitzkrieg de allieredes taktik overlegent, de amerikanske ubådstorpedoer virkede ikke i starten af krigen osv. Vi skal regne med at blive overraskede inden for politik, taktik, teknologi, doktrin mm. Det bedste våben mod overraskelse er at acceptere den som et fast element og modvirke dens skadevirkning gennem fleksibilitet, resiliens og efterretningstjeneste.
5. Militæret fungerer altid i en politisk og kulturel ramme fra det omgivende samfund, der har indflydelse på militærets organisation, uddannelse, doktrin mm. Manglende forståelse imellem generaler og politikere vil føre til et mismatch mellem mål og midler. Manglende forståelse for modstanderens politiske og kulturelle ramme vil føre til fejlvurderinger af modstanderens intentioner og handlemuligheder. Det er intellektuelt dovent at basere sin analyse af modstanderen på hvad man selv ville gøre i modstanderens situation. På det taktiske niveau kan det være nødvendigt grundet tidspres og ressourcer, men på det politisk/strategiske niveau er det en dødssynd ikke at vurdere modstanderen på hans egne præmisser.
6. Der er ofte forskel på hvem der forfremmes i fredstid og i krigstid. Enhver militær organisation har sin egen kultur, og især i lange perioder med fred opstår der ofte andre værdier end i krigstid. For eksempel gik Royal Navy i slutningen af 1800 tallet mere op i at skibene var nymalede, end at de var gode til at ramme med deres kanoner. Enhver militær organisation har også sin egen konformitet, der får dets officerer til at tilpasse sig ‘firmakulturen’ – og officerer der efterlever kulturens værdier forfremmes hurtigere, end dem der ikke gør. Dette kan være et problem, hvis originaler, fritænkere og non-konformister holdes tilbage trods deres talent. Enhver chef bør søge at identificere sine talentfulde originaler, sine Napoleon’er eller Patton’er, og beskytte dem imod et system, som i fredstid kan holde dem tilbage.
7. Et officerskorps der engagerer sig i sin profession gennem en åben, saglig og kritisk debat, er en forudsætning for at et forsvar kan lære og tilpasse sig skiftende strategiske, taktiske og teknologiske vilkår. Mangel på debat fører til stagnation, som i den tidligere nævnte victorianske Royal Navy.
8. Ny teknologi bliver i fredstid ofte fremført af tech-fetichister som værende så nyskabende, at det ændrer fundamentalt på krigens natur, hvilket altid viser sig ikke at holde stik. Omvendt vil ny brugbar teknologi ofte blive forsøgt holdt tilbage af konservative kræfter i militæret. Det er svært at ramme balancen rigtigt, men grundige tests under realistiske forhold (længere øvelser), den tidligere nævnte åbne og kritiske debat og krigshistoriske casestudier, er vejen frem.
9. Historisk set er det som regel dem der studerer krigshistorie, der klarer sig bedst i krig.
10. Og denne regel er med vilje efterladt tom. Jeg ønsker ikke at dosere sandheder, der ikke må modsiges, men derimod at starte en debat. Jeg opfordrer derfor dig, kære læser, til at udfylde regel nr. 10 i kommentarfeltet. Eller endnu bedre, lave din egen liste over krigshistoriske grundregler!

Boganbefalinger til at komme videre:

• Coping with surprise in great power conflicts, af Mark Cancian
  Denne rapport fra CSIS illustrerer de forskellige typer overraskelse man skal regne med at blive udsat for i krig, og kommer med anbefalinger til hvordan man kan mindske deres negative effekt. Til sidst opstiller den nogle hypotetiske scenarier for hvordan Vesten kunne blive overrasket i den næste krig. Rapporten kan downloades her.
• Fighting Power: German and U.S. army performance 1939-1945, af Martin van Creveld
  Hvorfor kæmpede tyskerne nærmest konsekvent bedre end amerikanerne i Anden Verdenskrig? Creveld søger at besvare dette ved at sammenligne doktrin, uddannelse, organisation og administrative forhold mm. Undervejs leverer han en glimrende analyse, der er relevant i ethvert forsvar.
• Scipio Africanus: Greater than Napoleon, af B.H. Liddell Hart
  Oldtidens måske bedste hærfører. Skrevet af en af det tyvende århundredes bedste militære tænkere. Liddell Hart gør det nemt at lære af krigshistorien ved undervejs at anvende krigsførelsens grundprincipper og drage paralleller til især Første Verdenskrig, som han selv havde taget del i som officer.
• The Rules of the Game: Jutland and British Naval Command, af Andrew Gordon
  Et fremragende eksempel på hvordan militære kompetencer aflæres i fredstid. Velskrevet, men omfattende bog. I sidste kapitel gør Gordon det også nemt at lære ved at opstille en række ‘grundregler’ for hvordan et militær i fredstid kan miste sin evne til at føre krig, hvis man ikke er opmærksom på dem.
• Fighting Talk, af Colin Gray
  40 grundregler om krig. Hvis man kan lide grundregler, er dette bogen at gå til. Kort og velskrevet. 

Første gang udgivet på krigskunst.dk 24 AUG 2020

10 grundregler fra krigshistorien

Hvis man ikke lærer af fortiden, vinder man ikke i fremtiden. På Forsvarets officersuddannelser fylder faget krigshistorie alt for lidt. Manglende viden om krigshistorie svækker evnen til at føre krig med succes. Og det er ikke nok at læse krigshistorie. Faget skal studeres for at give læseren evnen til at analysere effektivt.

Dette er endnu et af de irriterende debatindlæg, hvor en officer argumenterer for, at lige netop sin kæphest er vigtigere end de andres og bør tildeles flere ressourcer. Dette vel vidende, at Forsvarets ressourcer er et nulsumsspil, og at man ikke kan prioritere noget højere, uden at prioritere noget andet lavere. Hermed advaret, for i denne artikel vil jeg netop argumentere for, at krigshistorie bør fylde mere i Forsvaret.

Mange militære ledere mener, at det er nødvendigt at studere krigshistorie for at blive god til at føre krig. Af disse kan nævnes klassikere som Carl von Clausewitz og Alfred Thayer Mahan eller i vore dage; den seneste amerikanske forsvarsminister og tidligere general Jim Mattis. De fremhæver, at studiet af krigshistorie er den eneste måde at få erfaring fra krig på uden selv at være i krig. Læring af doktrin og især realistiske og længerevarende øvelser kan skabe et fornuftigt fundament. Men det forudsætter netop, at doktrinen og øvelserne bygger på et erfaringsfundament, dvs. krigshistorie.

Man kan enten lære af ens militære forgængeres fejl ved at studere krigshistorie, eller man kan lære af sine egne fejl gennem learning by doing. Det sidste er ikke tilstræbelsesværdigt i en branche, hvor unødvendige fejl er ensbetydende med døde soldater. Som general Mattis skriver:

”We have been fighting on this planet for ten thousand years; it would be idiotic and unethical not to take advantage of such accumulated experience. If you haven’t read hundreds of books, you are functionally illiterate, and you will become incompetent, because your personal experience alone aren’t enough to sustain you. Any commander who claims he is too busy to read, is going to fill body bags with his troops as he learns the hard way”.

Krigshistorie skal læses hele karrieren

Hvis Mattis har ret, og man virkelig skal læse hundredevis af bøger, skal man starte tidligt. Jo mere man avancerer, og jo mere ansvar man får i sin karriere, jo mindre tid har man som regel også til at læse krigshistorie. Derfor skal interessen allerede vækkes som kadet på officersskolen, ligesom man skal lære, hvordan krigshistorie skal studeres. At det ikke handler om at finde historiske skoleløsninger, der kan applikeres 1:1, men i stedet om at forstå, hvorfor taktikken gik godt – og vigtigere endnu – hvorfor det gik galt. Dette gennem flere forskellige cases, så eleven lærer at gennemskue forskellene fra case til case, og hvordan disse påvirkede doktrinen, teknologien og organisationen m.m. Et dybdegående studie af krigshistorien hjælper til at identificere mønstre og variationer i krig, hvilket igen vil hjælpe en til at forberede sig til – og udkæmpe – krig.

Når først interessen er vakt, skal krigshistorie læses gennem hele karrieren, men det kan være svært for officeren at finde tid til dette i en travl hverdag. Især hvis det ikke forventes af ham eller hende. Officerer er nu engang gode til at løse de opgaver, som de bliver målt på. Derfor er det næppe nogen tilfældighed, at chefen for det amerikanske marinekorps har en læseliste, som samtlige marinesoldater skal læse. Ved hver forfremmelse bliver listen udvidet, og heller ikke generaler er fritaget for at studere krigshistorie på denne måde. I samme boldgade afsatte den tidligere divisionschef i marinekorpset, general Paul K. van Riper, en time om dagen til at læse krigshistorie og forventede faktisk, at hans underordnede gjorde det samme. Som han sagde: ”My several years of professional reading gave me a serious confidence on the battlefield”.

Jo mere ansvar officeren får, jo større bliver vigtigheden af krigshistorisk forståelse. På de tyske generalstabsuddannelser i næsten 100 år op til Anden Verdenskrig havde man den holdning, at taktik og krigshistorie burde gå hånd i hånd. Derfor blev netop de to fag prioriteret langt højere end andre fag. Det bidrog til det fælles grundlag og den modning af officerskorpset, der først muliggjorde ”blitzkrieg”, derefter effektiv forsvarskamp. Nødvendigheden af at prioritere krigshistorie højt skyldes også, at et overfladisk studie risikerer at give et falskt erfaringsgrundlag for doktrin, taktik og strategi. Som generalløjtnant John P. Kisley fra den britiske hær siger, er lidt krigshistorie faktisk værre end ingen krigshistorie.

Krigshistorie fylder ikke meget i Hærens officersuddannelser

Da jeg var kadet på Hærens Officersskole fra 2010 til 2013 var krigshistorie et lavt prioriteret fag. Det fyldte kun 5 ud af 180 ECTS point, hvilket faktisk gjorde det til det lavest prioriterede selvstændige fag på uddannelsen. Eksempelvis fyldte statskundskab 14 ECTS point, og den enkelte kadet brugte således mere tid på at lære teorier om udenrigspolitik og internationale relationer end på de erfaringer forgængerne i diverse krige havde gjort sig. Eksempelvis fyldte Clausewitz en mindre del af pensum end teorien om, hvilke maskuline og feminine træk, der gør sig gældende i forskellige kulturer.

I dag fylder krigshistorie endnu mindre på Hærens Officersskole. Jeg har talt med flere kadetter, mens jeg har skrevet denne artikel. Fælles for dem er, at de er glade for krigshistorie, synes det er relevant, og at undervisningen på skolen er god. Deres eneste ankepunkt er faktisk, at faget fylder for alt for lidt. Krigshistorie er nemlig ikke længere et selvstændigt fag, men inkorporeres i stedet i de andre fag såsom ledelse og taktik. Dette har både fordele og ulemper. I ledelse giver det en realistisk forståelse af mennesker i kamp, det ekstreme pres, de ligger under, og hvordan det påvirker ledelse. I taktik anvendes krigshistorie for eksempel til at sætte mentale billeder på doktrinen som introduktion til nye doktrinære emner som angreb og forsvar m.v. Dette kan gøre det lettere at forstå doktrinen, men rummer også en risiko for, at den illustrerede doktrin i eksemplet bliver skoleløsningen til senere efterlevelse. I værste fald kan effektiv indterpning af doktrin fritage eleven fra at tænke selv – og så bliver det svært at afvige fra doktrinen, når dette er nødvendigt.

For at mindske denne risiko er det, som tidligere nævnt, nødvendigt at studere krigshistorien i dybden, så man har et erfaringsgrundlag for tilpasning af doktrinen i forskellige situationer. Men krigshistorie er ikke længere et eksamensfag, og med mindre man som kadet skriver hovedopgave i krigshistorie, kommer man ikke til at lave et sådant dybdegående studie. Kadetterne opfordres af skolechefen til at læse krigshistorie i deres fritid og igennem resten af deres karriere som en del af deres dannelse som officerer. Dette er meget positivt og helt i Mattis’ ånd. Men som Mattis også siger, er der forskel på at læse krigshistorie og at studere krigshistorie. Det sidste kræver ikke blot mere disciplin i en travl hverdag, men også at man er klædt på med de rette værktøjer, hvilket netop læres i dybdegående analyser. Uden disse får officererne næppe et tilstrækkeligt fundament at basere deres videre dannelsesstudier på. Når hærofficererne senere i karrieren uddannes til kaptajner, sker det på Hærens Føringskursus. Også her var krigshistorie fjernet som selvstændigt fag, da jeg var kursist fra efteråret 2019 til foråret 2020. I stedet var det reduceret til eksempler, der blev brugt ved introduktioner til ny doktrin af 30-45 minutters varighed. Spændende og gode illustrationer, men overfladisk.

Manglen på krigshistorie svækker vores evne til at føre krig

Hvis man skal tro på de citerede generaler og logikken bag af lære af andres fejl snarere end af ens egne, bør krigshistorie læses i bredden, i dybden og igennem hele ens karriere. At studere krigshistorie bør ikke udelukkende være op til den enkelte officers selvdisciplin i sin fritid, men også prioriteres i officersuddannelserne og videreuddannelser. Og faget bør prioriteres højt, da lidt krigshistorie er værre end ingen krigshistorie. Efter selv at have været i gennem to uddannelser i Hæren, og efter at have talt med flere nuværende kadetter, er det ikke mit indtryk at krigshistorie i dag får den prioritet, som faget fortjener.

Hvor tyskerne op til Anden Verdenskrig prioriterede taktik og krigshistorie på deres uddannelser, prioriterede amerikanerne i stedet civile fag, der sigtede mod et arbejde i departementet. Og som Martin van Creveld siger, kæmpede tyskerne nærmest konsekvent bedre end amerikanerne i krigen. Hvad uddanner vi til i Forsvaret? Selvom jeg i dag arbejder i Søværnet, er min uddannelseserfaring begrænset til Hæren, så jeg har ikke omtalt omfanget af krigshistorie i de andre værn. Af samme årsager har jeg ikke nævnt næste niveau i uddannelsesrækken, Master i Militære Studier (MMS). De MMS-studerende, jeg har talt med under tilblivelsen af denne artikel, har haft meget forskellige opfattelser af krigshistorie på deres studie.

Jeg håber, at krigshistorie på MMS fylder mere, end hvad jeg har oplevet på andre uddannelser – og mere end, hvad der fremgår af studieordningen for MMS. Forhåbentligt lærer man, at anvende dybdegående historisk analyse på flere forskellige cases, og om hvordan situationsdannede faktorer havde indflydelse på doktrin, organisation, teknologi, taktik m.v. Uanset hvad, bør denne krigshistoriske forståelse – forståelsen for krig – dog skabes inden MMS, da den er forudsætningen for at sætte den resterende del af uddannelsen i den rette kontekst. Jeg tør derfor godt konkludere, at krigshistorie fylder for lidt i Forsvaret. I hvert fald i Hæren. Har de tidligere nævnte generaler ret, svækker dette vores evne til at føre krig.

Artiklen baserer sig på nedenstående litteratur:
* Call Sign Chaos, af Jim Mattis
* The Past as Prolouge: The Importance of History to the Military Profession, af Williamson Murray og Richard Hart Sinnreich
* Fighting Power: German and U.S. Army Performance 1939-1945, af Martin van Creveld
* US Marines læseliste: https://grc-usmcu.libguides.com/usmc-reading-list

Første gang i Olfi 29 JUN 2020

Fylder krigshistorie nok i Forsvaret?

Vi var heldige under denne krise, men historisk set har det tjent Danmark dårligt at ignorere rettidig omhu og bare krydse fingre for, at det ikke går galt, skriver Alexander With. Det er kun et spørgsmål om tid før den næste krise kommer. Vil heldet tilsmile Danmark igen, eller vil vi – som vi har tradition for at gøre – lære tingene på den hårde måde?

Danmark var på flere områder dårligt forberedt på coronakrisen. Vi havde ikke nok håndsprit og værnemidler i øvrigt, og det var ikke lige til at skaffe nyt, da produktionen af den slags kritiske genstande i dag primært foregår i Kina. Da sygdommen ramte, havde man i starten heller ikke testkapacitet nok, og man endte med at måtte skifte strategi, så det, man gik efter, var ikke at overbelaste det danske sundhedsvæsen.

Et sundhedsvæsen, der i øvrigt er det i Europa med næst-færrest sengepladser i forhold til befolkningen. I Danmark har man nemlig valgt ikke at have en dyr ekstrakapacitet af senge, som der ikke er brug for i dagligdagen. Dette sparer uden tvivl landet penge, men det betyder selvsagt også, at sundhedsvæsenet nemmere bliver overbelastet, når det kommer til behovet for ekstra sengepladser i en krise.

At det ikke gik mere galt end det gjorde, skyldes dels regeringens resolutte nedlukning på et tidligt stadie. Dels det held for Danmark, at andre lande såsom Italien blev ramt, før vi gjorde, så vi kunne lære af deres situation.

Havde Danmark tøvet, havde coronavirussen fået mulighed for at sprede sig meget mere, eller havde vi blot været uheldige, havde historien også været en anden. Som statsministeren for nyligt sagde, så kunne det have været Danmark, hvor militærlastbilerne holdt i kø pakket med lig, ligesom det var tilfældet i Italien.

Finland er bedre rustet til fremtidens kriser

På baggrund af de nye erfaringer har man besluttet at oprette en ny styrelse, der blandt andet skal sikre lagre af værnemidler, så vi er bedre rustet til en pandemi i fremtiden, end vi var denne gang.

Det er positivt, at Danmark på den måde vil lære af krisen. Men hvorfor skal der en krise til, hvor der i bogstavelig forstand kommer lig på bordet, før Danmark lærer at prioritere sin forsyningssikkerhed?

Nu kan man selvfølgelig indvende, at det er nemt at være bagklog. Men der var faktisk nogle, der udviste rettidig omhu og derfor var klar til coronakrisen, nemlig finnerne. Da resten af Europa manglende værnemidler, åbnede Finland bare op for dets hemmelige lagre, der blandt andet var pakket med værnemidler.

Som Berlingske skrev, har finnerne lige siden Den Kolde Krig forberedt sig på at kunne håndtere kriser. Dette er en naturlig konsekvens af deres historie og geografiske placering, og det er ikke kun indenfor pandemier, at Finland er bedre rustet til krise end Danmark. Man har lagre af brændstof, telte, ammunition og reservedele, ligesom man har oprettet et førsteklasses cyberforsvar. Uanset hvilken krise der måtte ramme Finland, vil finnerne ikke komme til at være uforberedte.

At lære på den hårde måde

I Danmark har man valgt en anden strategi, der bedst kan beskrives som ’just enough, just in time’. Ved lige præcis at have det man skal bruge, undgår man at spilde penge på fordyrende ekstrakapacitet og lagre, der ikke tages i brug, som for eksempel ekstra sengepladser på vores hospitaler.

Når krisen rammer, og man på et tidspunkt får brug for mere kapacitet, hvad enten det er inden for brændstof, ammunition, værnemidler eller lignende, så er planen, at det bestiller man da bare hjem på markedsvilkår.

De samme markedsvilkår, der dikterer, at produktionen som regel ikke ligger i Danmark. Det betyder, at man de facto har udliciteret den del af vores sikkerhed til lande og kræfter, som vi ikke har kontrol med.

Problemet burde være åbenlyst. I en krise, hvor alle lande prøvede at bestille værnemidler og testkapacitet hjem fra Kina (eller hvor det ellers produceres), var Danmark blot endnu et land i køen af kunder. Er krisen af sikkerhedspolitisk karakter, bliver problemet endnu større, i og med at behovet for ammunition og militære reservedele vil være akut og leveringstiden lang og usikker.

Danmark har en lang historie for at lære på den hårde måde. Først efter det gør ondt, indser vi, at lasseiz-faire ikke kan erstatte rettidig omhu. Vi skulle miste en tredjedel af vores land i 1864, før vi lærte, at en selvsikker udenrigspolitik og en svag hær var en dårlig kombination.

Vi skulle besættes i fem år, før vi lærte, at neutralitet og forsvarsløshed ikke går hånd i hånd.

Vi skulle miste skibet Hans Hedtoft med mand og mus, før vi lærte, at passagersejlads i isfyldt farvand var en dårlig ide. Og vi skulle rammes af en pandemi, før vi fandt ud af, at just enough, just in time, var en dårlig strategi, når det kom til værnemidler.

Vi må ikke satse på held

Mit håb er, at coronakrisen ikke blot medfører et ønske om rettidig omhu, når til kommer til pandemibekæmpelse, men også når det kommer til håndtering af kriser generelt.

Har vores ekstremt digitaliserede samfund backup-kapacitet i tilfælde af et ødelæggende cyberangreb? Har vi lagre af fødevarer, brændstof, reservedele, ammunition til en sikkerhedspolitisk eller forsyningsmæssig krise? Har Sundhedsvæsenet, Politiet, Brandvæsenet, Beredskabet og ikke mindst Forsvaret ekstra kapacitet, så vi kan håndtere en krise ud over de daglige opgaver? Har vi kontrol over kritisk national infrastruktur, såsom produktion af vacciner og deslige?

Hvis nej, så er vi dårligt forberedte på den næste krise, og vores strategi er i virkeligheden reduceret til, at vi satser på held. En sådan strategi har historisk set tjent Danmark dårligt og vil også gøre det i fremtiden.

Spørgsmålet er ikke, om der kommer en ny krise, men derimod hvornår krisen kommer, hvor godt vi vil være forberedte på krisen og hvor ondt det vil gøre, hvis vi endnu engang er uforberedte.

Første gang udgivet i POV International 10.06.2020

Debat: Er Danmark forberedt, når den næste krise rammer?

Et kæmpe land med en lille befolkning og store naturrigdomme, der er strategisk placeret mellem USA og Rusland, og som Kina også er interesseret i, vil aldrig få lov til at gå sine egne veje. I Grønland bør man spørge sig selv, om man helst vil være en del af Rigsfællesskabet, eller om man vil domineres som en skakbrik af en fjern stormagt i et spil om magt og penge.

Spørgsmålet om selvstændighed er igen blusset op i kølvandet på Donald Trumps ønske om at købe Grønland. Det startede ganske uhørt med, at Trump aflyste et statsbesøg, fordi hverken Kim Kielsen eller Mette Frederiksen ville sælge. Den amerikanske præsident troede åbenbart, at Grønland var til salg, som om det var en pose kartofler i Brugseni (Brugsen i Grønland).

Men Grønland består af mennesker af kød og blod. Den slags sælger man ikke til højstbydende i vore dage.

Efterfølgende er debatten om Grønlands fremtid foregået med fornyet styrke. Langt de fleste grønlandske politikere ønsker selvstændighed, så snart økonomien er blevet god nok til at klare sig uden bloktilskuddet fra Danmark.

Men her er der fare for, at politikerne snyder sig selv. For Grønland bliver aldrig rigtigt selvstændigt, Danmark eller ej. For det første vil det aldrig få en økonomi, der muliggør drømmen, for det andet vil det aldrig få lov til at eksistere i reel selvstændighed, klemt inde som det er mellem stormagternes interesser.

Man bør derfor gå konstruktivt til værks og sikre de bedste vilkår, der kan opnås fremfor at jage en drøm, som i bedste fald er urealistisk og i værste fald farlig, hvis man skulle prøve at realisere den.

Et spørgsmål om geografi

At økonomien aldrig vil kunne bære selvstændighed, har ikke noget med grønlændernes evner at gøre, men er et simpelt spørgsmål om geografi gange antal mennesker. Jovist, det grønlandske samfund har velkendte udfordringer, der ikke behøver blive uddybet her.

Det er tilstrækkeligt at sige, at der er over tre milliarder gode grunde til, at næsten ingen grønlandske politikere ønsker selvstændighed fra i morgen. Men selv hvis økonomien skulle blive markant forbedret, ville der ikke være nok grønlændere til at opretholde de nødvendige funktioner, som et moderne samfund har brug for.

Det er simpelthen ikke muligt for 56.000 mennesker, spredt ud over 2.166.086 kvadratkilometer barsk arktisk natur, at drive og finansiere den nødvendige infrastruktur, behov for uddannelser, kystvagt og redningstjeneste, udenrigsministerium, militær osv. Grønlænderne er ganske vist seje og positive mennesker, men de er ikke flere, end hvad der bor af mennesker i en mindre dansk provinsby som Vejle.

Selvstændighed ville være en økonomisk katastrofe for Grønland, og befolkningen ville blive nødt til at acceptere en helt anden levestandard end i dag, ligesom der ikke ville være ressourcer til mange vigtige funktioner i samfundet.

Eksempelvis har det danske beredskabskorps lige været indsat til at slukke naturbrande i Grønland. Det er en opgave, som kun kan løses, hvis man har et beredskabskorps. En sådan opgave kræver en større samfundsøkonomi og befolkning end Grønlands. Det kræver et rigsfællesskab, hvor man hjælper hinanden.

Gentag ikke de historiske fejl

Nogle hævder, at der findes andre selvstændige lande, hvis befolkninger ikke er større end Grønlands. Men disse lande har ikke de samme udfordringer med barsk arktisk natur og geografi, ligesom de ikke har samme behov for en stærk udenrigstjeneste og et militær til at hævde suverænitet mm.

Grønland ligger placeret mellem amerikanske, russiske og kinesiske interesser. Historien har vist os, at man kan påberåbe sig neutralitet og selvstændighed alt det man vil, men når stormagterne konkurrerer mod hinanden, betyder den slags intet hvis man er svag eller blot ligger i vejen.

Det lærte Danmark på den hårde måde under Napoleonskrigene og anden verdenskrig, og det ville være en katastrofe, hvis Grønland skulle gentage Danmarks fejl i det fornyede sikkerhedspolitiske magtkapløb mellem USA, Rusland og Kina.

Alle tre stormagter er interesserede i enten Grønlands ressourcer eller landets strategiske placering, og et selvstændigt Grønland ville hurtigt blive domineret af en af de tre stormagter eller i værste fald opdelt imellem dem.

Det ville ikke være utænkeligt, at USA ville dominere Grønland sikkerhedspolitisk, Kina ville forsøge at opkøbe dets økonomi, og russerne ville se bekymrede på og ønske sig at overtage de to andres positioner. Grønlænderne ville næppe befinde sig godt i en sådan situation. Domineret af USA ville man være et Puerto Rico i miniputformat med minimal indflydelse på egen situation.

Endnu mere problematisk ville det være at modtage billige lån og investeringer i infrastruktur fra fjerne stormagter. Som Sri Lanka og dele af Afrika har erfaret, kan kinesiske penge hurtigt lede til et reelt tab af suverænitet over dele af sit territorium og kontrol over egne ressourcer. Moderne kolonialisme, kommer ofte forklædt som økonomisk hjælp.

Rigsfællesskabet er den bedste deal

Grønlænderne vil med andre ord kun blive skuffede, hvis man jager drømmen om selvstændighed. For enten kommer den aldrig, eller også kommer den i en helt anden form og langt værre, end man havde forestillet sig.

Det skulle ikke være første gang, at en veluddannet og fornuftig befolkning blev narret til at træffe beslutninger imod sine egne interesser.

Grønlænderne bør derfor tage sig i agt for nationalistiske politikere, der lover guld, grønne skove og selvstændighed uden at kunne svare på de problemstillinger, jeg har beskrevet ovenfor, og uden at kunne svare på, hvad selvstændighed vil betyde for de tusindvis af grønlændere i Danmark og de tusindvis af danskere i Grønland.

Det bedste, de grønlandske politikere kan gøre, er derfor at spørge, i hvilken situation de kan få de bedste vilkår, nu hvor reel selvstændighed ikke er realistisk.

Vil Grønland have det bedst i Rigsfællesskabet eller som en del af USA, Rusland eller Kina?

Naalakkersuisut, Grønlands Landsstyre, bør tage på studietur til Puerto Rico, Jomfruøerne og indianerreservater for at se om USA er et mere fristende alternativ end Danmark.

Ligeledes bør man undersøge, hvordan de arktiske folk har det i Rusland, hvordan uighurene har det i Kina, eller blot på hvordan det går i det arktiske naboområde i Canada.

Synes man, at nogle af disse oprindelige befolkninger har det bedre, end grønlænderne har det i Rigsfællesskabet?

Det er i denne forbindelse også værd at bemærke, at Danmark som det eneste af de nævnte lande har tiltrådt den Internationale Arbejdsorganisations konventionen om oprindelige- og stammefolks rettigheder, samt FNs traktat for beskyttelse af oprindelige folks rettigheder.

Grønland har sine udfordringer og Rigsfællesskabet kan og bør udvikles. Men sammenholdet med Danmark er den bedste deal, grønlænderne kan få for nu at bruge et af Donald Trumps udtryk.

Jo før de grønlandske politikere erkender dette, jo snarere vil de kunne arbejde konstruktivt for at få det optimale ud af situationen og dermed skabe de bedste levevilkår for grønlænderne.

Udgivet i POV International 05 DEC 2019 og den grønlandske avis Sermitsiaq 01 NOV 2019

Grønland bliver aldrig selvstændigt i stormagternes spil

Hæren har ikke for mange officerer og sergenter til antallet af menige. Vi har faktisk det antal ledere, der skal til for at lede og administrere en hær. Vi har bare ikke nogen hær længere, skriver den tidligere linjeofficer Alexander With.

I debatten om det kommende forsvarsforlig har man kunnet læse, at Forsvaret har for mange officerer og befalingsmænd, da andelen af disse overstiger andelen af menigt personel. Der er altså flere ledere, end man har folk, som de kan lede.

Fra mit perspektiv er der noget om snakken. I mine 11 år som soldat er jeg flere gange stødt på befalingsmænd og officerer, der arbejdede hårdt og loyalt, men som udførte opgaver, der reelt set ikke gav nok værdi for Forsvarets evne til at løse dets opgaver. Det er også korrekt, at for mange kokke fordærver maden. Jo flere officerer der får adgang til e-mailsystemet Outlook, jo flere mails sender de til hinanden, og jo flere skal der ansættes til at svare og behandle alle disse mails.

Man kunne indvende, at mine personlige erfaringer ikke er relevante. Jeg var som premierløjtnant relativt lavt rangerende, har ikke den fulde helhedsforståelse og kan blot have været uheldig. Men tallene bekræfter desværre mine personlige observationer. Ifølge en opgørelse fra Forsvaret har Danmark i dag 350 generaler, oberster og oberstløjtnanter, 1000 majorer og kaptajner og 1.000 premierløjtnanter og løjtnanter. Så mange officerer og et tilsvarende antal sergenter til færre end 2.000 operative menige. Vi bruger en større andel af vores forsvarsbudget på løn, og en mindre del på materiel end samtlige vores nabolande, viser en rapport fra det svenske Totalforsvars Forskningsinstitut. Jeg mener derfor, det er på sin plads at diskutere bemandingen af Forsvaret og sammensætningen af vores personelgrupper og ikke mindst de opgaver, de udfører.

Urealistisk opgavekompleks med forsvarsbudget under 2 pct.

I debatten, om hvor mange ledere eller rettere administratorer man bør have for hver menig, er der imidlertid tre aspekter, som, jeg ikke synes, har fyldt nok i debatten. Det første aspekt er, at inden vi beslutter os for, hvordan Forsvaret skal organiseres, skal vi beslutte hvilke opgaver, det skal kunne løse. Skal vi have en lille og dybt professionelt ekspeditionsstyrke, der kan lave stabiliseringsoperationer i fjerne lande? Skal Hæren have en brigade eller to af primært professionelle soldater, der kan hjælpe med at forsvare vores allierede i Østeuropa? Eller skal vi have en stor værnepligtshær, der kun skal forsvare dansk territorium?

Alle tre modeller stiller vidt forskellige krav til Forsvarets opbygning, og dermed også hvor mange administratorer der er behov for. Og mig bekendt er det næppe realistisk, at Danmark skal kunne løse så vidt forskellige opgaver med et forsvarsbudget på under to procent. Vores politikere må derfor prioritere benhårdt og opstille klare og opnåelige mål, før Forsvaret effektivt kan struktureres.

Det andet aspekt er, at Forsvarets mange ledere og administratorer rent faktisk løser opgaver på livet løs. De knokler for at holde hovedet oven vande i en stadig stigende strøm af dokumentationskrav, regulativer, organisationsændringer og ligegyldige småopgaver. Mange arbejdstimer bliver brugt på at få Forsvaret til at overholde regler og love, der giver mening på civile arbejdspladser, men som ikke giver mening i et forsvar, der uddanner til konflikter og krig. Administrationskrav har spredt sig hele vejen fra Christiansborg og til kasernerne på den jyske hede. Og da soldater er loyale af natur, bruger de troligt deres arbejdstid på at sagsbehandle opgaverne med udspring fra Slotsholmen. Jeg skal for overskuelighedens skyld kun bringe tre eksempler, men jeg kunne fylde OLFI med lignende eksempler:

Måtte indsende opdigtede tal

Da jeg var delingsfører, fik jeg per e-mail en instruks fra ledelsen om, at jeg fremover skulle tælle hvor mange løse skud, mine soldater skød af på hver eneste øvelse og feltdag i vores øvelsesterræn. Der skulle registreres for hver type våben, og i min deling havde jeg tre næsten ens geværtyper. I det tilsendte excel-ark skulle jeg skrive, hvor mange løse skud der blev skudt af hver af de tre varianter af geværet. Desuden skulle jeg skrive, hvilke skydestillinger der blev anvendt. Altså om skytten stod op, knælede eller lå ned, da han affyrede skuddene.

Da jeg ikke havde en sergent gående bag hver eneste menig til at registrere den enkelte skyttes specifikke skud, var det umuligt at give et præcist tal. Forespurgt fik jeg forklaret, at jeg bare skulle ”sjusse” mig frem til nogle tal, da det alligevel var umuligt at lave ordentligt. Men jeg skulle endelig ikke sjusse mig frem til for høje tal, da vi så ville få frataget vores støjkvoter!

Stillet overfor denne umulige opgave, brugte jeg arbejdstid – som jeg kunne have brugt på kerneopgaven, nemlig at uddanne mine soldater – på at indsende opdigtede tal, så en embedsmand i et ministerium kunne bruge sin arbejdstid på at udregne, om jeg måtte fortsætte med at uddanne mine soldater med ammunition, eller om vi skulle nøjes med at råbe ”BANG”, når vi skød. Alt sammen for skatteydernes penge. Denne instruks havde ikke rod i Forsvarets ledelse, men havde bevæget sig ned gennem kommandovejen hele vejen fra et ministerium.

Spildte 200 arbejdstimer på kontrol

En anden gang skulle mit kompagni på skydelejr. Inden vi tog afsted, brugte vores logistikere lang tid på at sikre sig, at ammunitionen var pakket helt efter reglerne. Da vi så ankom til skydelejren, kom der to kontrollanter udefra, som brugte to timer på at sikre sig, at vores logistikere havde gjort deres arbejde ordentligt. Resten af kompagniet – godt 100 mand – måtte pænt vente på, at kontrollen var færdig, før vi kunne gå i gang med skydningerne. Resultatet blev 200 spildte arbejdstimer og forringet uddannelse.

Da vi kom hjem fra samme skydelejr, stod der en anden slags kontrollant på mit kontor og irettesatte mig, fordi ledningerne til min computer ikke var stripset ordentligt fast under mit skrivebord. Man kunne åbenbart falde i dem. Ganske vist ville det nærmest kræve, at man afholdt den årlige løbetest under skrivebordet, men regler var regler. Og så skulle jeg i øvrigt også se at skille mig af med den feltration, der lå på mit bord. Der var regler, der sagde, at feltrationer gerne måtte ligge i rygsækken under øvelser, men var for farlige til at have liggende på et kontormøbel.

Det hører med til historien, at ledningerne ikke var stripset, fordi jeg havde skiftet kontor tre gang på et halvt år grundet omstruktureringer, uanset at jeg sad i samme stilling i hele perioden.

Det sidste eksempel er, at jeg som delingsfører havde nogle køretøjer i min deling, der var omkring fire meter høje. I den højde siger arbejdsmiljøreglerne, at man ikke må bevæge sig oven på køretøjet. Man kunne jo falde ned. Problemet var bare, at kasserne til vores udrustning og værktøj lå på taget. Så vi fik påbud om enten at bygge et stillads rundt om køretøjet eller at anvende faldsikring. Man bygger ikke lige et stillads rundt om sine pansrede køretøjer, hver gang man lige skal hente noget udrustning på taget, og faldsikringen betød blot, at såfremt man faldt ned, landede man ikke i det bløde græs, men blev slynget ind et pansret køretøj med bolte og spidse kanter. Vi brugte lang tid på at drøfte en løsning med nogle ansatte fra arbejdstilsynet, men uden resultat. Da jeg forlod stillingen, havde vi endnu ikke fundet en løsning, der både overholdt loven og kunne bruges i krig.

Vi har ikke nogen hær længere

Pointen med eksemplerne er, at man godt kan undvære en del befalingsmænd og officerer. Men det bliver antallet af ligegyldige dokumentations- og sagsbehandlingsopgaver ikke mindre af. Tværtimod bliver de blot parkeret på de tilbageværende officerer, som, jeg frygter, slet ikke får tid til at uddanne soldater længere. Den rigtige rækkefølge i en omstrukturering bør derfor være først at undersøge, hvilke administrative opgaver der ikke er afgørende for Forsvarets evne til at løse dets hovedopgaver. Derefter at fjerne den undværlige administration. Og til sidst respektfuldt at sige farvel til de ansatte, der løser nævnte opgaver.

Det sidste manglende aspekt i diskussionen om antallet officerer er, at der simpelthen er et minimum for hvor få sagsbehandlere og ledere, der skal til for at køre et militært forsvar. Og det gælder uanset størrelsen på resten af Forsvaret. Hvis en officer får til opgave at opdatere kampvognstaktikken, bruger han den samme mængde tid på det, uanset om vi har tyve kampvogne eller 400. Når en seniorsergent skal sagsbehandle indkøb af nye radioer, bruger han lige så meget arbejdstid på det, hvis Hæren indkøber 500, som hvis Hæren indkøber 5.000. Og så videre. Pointen er, at vi faktisk har det antal ledere, der skal til for at lede og administrere en hær. Vi har bare ikke nogen hær længere.

Af denne årsag er Forsvaret også blevet mindre effektivt, hver gang en ”effektivisering” (christiansborgsk for besparelse) er blevet gennemført. For når man ikke kan skære meget mere i ledelsen, er der kun de ledede tilbage. Da forsvarsbudgettet var 15 procent højere kunne Danmark udsende 1.000 mand til Afghanistan i årevis. Efter en besparelse på 15 procent har vi svært ved at udsende 200 mand til Estland. På samme måde ville en fordobling af Forsvarsbudgettet også føre til en mangedobling af Forsvarets effektivitet. For officererne og befalingsmændene er på plads. De er veluddannede, energiske og loyale. De mangler bare de menige.

Første gang i Olfi 05 SEP 2017

Forsvaret bliver mindre effektivt efter hver eneste “effektivisering”