Forfatter: Martin van Creveld
Tittel: Fighting Power: German and U.S. Army Performance 1939-1945
Forlag: Greenwood Press, 1982
Anmelder: Alexander With. Kaptajn i Hæren og Cand.soc. fra Center for War Studies, SDU
Rating: 5
Tyskerne kæmpede nærmest konsekvent bedre end amerikanerne i Anden Verdenskrig. Men hvorfor? Hvad gjorde de anderledes? Dette er spørgsmålet, som Martin van Creveld sætter sig for at besvare i Fighting Power – en bog, der stadig er yderst relevant for officerer og forsvarsinteresserede den dag i dag til trods for at den blev udgivet første gang for snart fire årtier siden.
Det er næppe tilfældigt, at bogen er på listen over general Jim Mattis’ (tidl. amerikansk forsvarsminister) yndlingsbøger. Som titlen indikerer, fokuserer Creveld på kampkraft, hvilken han definerer som værende summen af forskellige mentale faktorer – herunder disciplin, moral, initiativ, mod, udholdenhed samt villigheden til at kæmpe og i yderste konsekvens dø – der får hære til at slås.
Overordnet er bogen udformet som en komparativ analyse af henholdsvis den tyske og den amerikanske hær inden for de områder, der påvirker kampkraft. I løbet af bogens kapitler kommer Creveld vidt omkring. Analysen omfatter alt lige fra, hvordan de to hæres doktrin og organisation har haft indflydelse på operationer, til hvordan personeladministration, forvaltning, uddannelse mm. har haft indflydelse på kampkraften.
Læseren vil undervejs ikke kunne lade være med at sammenligne de to landes tilgange til krig, med måden hvorpå det danske forsvar er indrettet på i dag. Det er tydeligt, at dele af de danske reglementer og doktriner er inspireret af tysk tilgang til krig, herunder princippet om Mission Command, eller auftragstaktik. Andre dele igen er inspireret af amerikanerne, såsom Hærens tilgang til en operation i detaljer med henblik på at planlægge, hvilken effekt af operationen man vil opnå gennem den rette dosering af ressourcer.
Bogen er rigt udstyret med tal, tabeller og fodnoter til dem, der ønsker at dykke længere ned i detaljen, men for den almene læser vil Crevelds analyse og konklusioner være fuldt ud tilstrækkelige. Creveld skriver godt, direkte og til tider polemisk, hvilket gør, at bogen bestemt ikke er kedelig.
Et af de kendetegn, der går igen i den komparative analyse er, at hvor amerikanerne havde et krigsvidenskabeligt udgangspunkt, fokuserede tyskerne i stedet på krigskunst. Den clausewitzianske tilgang – med dens accept af usikkerhed, mission command og decentralisering – gennemsyrer ikke blot den tyske doktrin, men også tyskernes måde at uddanne, forvalte, forfremme, behandle og endda straffe deres soldater på. Tyskerne uddelegerede en meget stor del af beslutningskompetence til deres officerer selv på lavere niveauer. Den enkelte leder ved enheden skulle således ikke spørge om lov til at handle. Man havde tillid til at den, der var bedst bekendt med situationen, også træf de rette beslutninger. Ja, ikke blot det. Man ligefrem forventede det. En officer kunne således ikke modtage jernkorset blot ved at udvise tapperhed, men skulle tillige udvise initiativ over norm under kamp. Man sørgede også fra centralt hold for ikke at belemre lederne med at rapportere og indsamle data. Officererne kunne dermed koncentrere sig om deres kerneopgaver; føring og ledelse. Dette medførte selvsagt, at man i hærledelsen havde mindre data til rådighed og mindre kontrol omkring, hvorvidt officererne ved enhederne lavede fejl. Det interessante er imidlertid, at den tyske hærledelse var bevidst om denne risiko og accepterede den. Man ville hellere have mindre data end at
belemre førerne på de lavere niveauer med at indsamle data.
Den amerikanske tilgang var på mange måder diametralt modsat. Amerikanerne anvendte en videnskabelig, mekanisk, kvantitativ, upersonlig og centraliseret tilgang, hvor man forsøgte at få mennesket til at tilpasse sig det administrative system. Ofte accepterede man uhensigtsmæssige og direkte skadelige tilgange, fordi dette var nemmere at administrere og forvalte fra centralt hold. Et eksempel er, at hvor tyskerne brugte mange ressourcer på at tilsikre, at de erstatningssoldater, der ankom til fronten, ankom i en enhed, hvor soldaterne og officererne allerede kendte hinanden, så ankom amerikanske erstatningssoldater drypvist og enkeltvist til frontlinjen uden at kende hverken deres enhed eller navnene på deres kammerater i skyttehullerne. Dette resulterede i, at ekstremt mange af disse soldater gik psykisk ned – hvis de da ikke blev slået ihjel inden. Et andet område, hvor de to hære havde vidt forskellige tilgange, var uddannelsen af officerer i fredstid. De højere officersuddannelser i Tyskland prioriterede taktik og krigshistorie over alt andet, imens man på de amerikanske uddannelser havde en overvægt af civile fag såsom statskundskab og økonomi, der kunne have været læst på et hvilket som helst civilt universitet. Igen er den henholdsvis kvantificerbare og videnskabelige metode i kontrast til tyskernes ikke-målbare, kvalitative kunstform. En anden årsag til de så forskellige fag var, at hvor tyskerne uddannede til krig, så uddannede amerikanerne til at udfylde forskellige administrative funktioner i departementet.
Når man læser bogen, er det klart, at Creveld tillægger den tyske tilgang til krig en stor del af æren for, at tyskerne havde højere kampkraft og dermed var mere effektive soldater. Men Creveld er dog ikke ubetinget beundrer af tyskerne. Tyskernes overdrevne fokus på operationer i stabsarbejdet skete på bekostning af helheden, hvorfor fx logistik blev kritisk nedprioriteret. Dette var ikke det store problem i de første år af krigen, hvor blitzkrieg gjorde, at tyskerne sejrede, før deres logistiske mangler blev afgørende. Men i Afrika – og særligt på Østfronten – skulle dette blive tyskernes akilleshæl. Creveld kommer også ind på, at amerikanerne til en vis grad var tvunget af omstændighederne og ikke havde kunnet kopiere den tyske tilgang, selv hvis de ville. De utroligt lange forsyningslinjer og den mangedobling af hæren, der fandt sted, betød, at amerikanerne i højere grad end tyskerne blev nødt til at fokusere på logistik og kvantitet fremfor operationskunst. Tyskernes snævre fokus på operationer gik også udover den strategiske (for ikke at tale om den moralske) dimension. Dette dilemma mellem hvor fokus skal lægges, i såvel operationer som uddannelse under fredstid, er tidsløst, og det er interessant at sammenligne, hvad der gik godt og skidt for amerikanerne og tyskerne, med hvordan vi i Danmark har indrettet Forsvaret i dag. Flere af Crevelds argumenter kan indgå direkte i nutidige diskussioner, og hans konklusioner er således også at finde på begge sider i den debat om Forsvarets uddannelser, der kørte på Olfi henover sommeren 2020.
Det overordnede tema i Fighting Power er, at amerikanerne gennem dels påtvungne omstændigheder, men også gennem inkompetence og en misforstået opfattelse af, hvad krig er, på langt de fleste områder indrettede sig mindre hensigtsmæssigt end tyskerne. Tyskerne fokuserede på initiativ, tillid til underordnede og fri kreativitet inden for vide rammer og med udnyttelse af gunstigt opståede muligheder i krigens friktion. Som de skrev i et feltreglement: ”Confusion concerning the situation is the normal state of affairs”. Igen havde amerikanerne en meget anderledes tilgang. I deres feltreglementer var der fokus på den korrekte anvendelse af doktrin, planlægning og kontrol. Tillid og initiativ på de lavere niveauer blev sjældent nævnt. Jeg startede denne anmeldelse med at nævne, at Fighting Power er en af general Mattis yndlingsbøger, og der er da også flere steder, hvor man kan drage paralleller mellem Mattis’ og den tyske tankegang. Som Mattis skriver i sin bog Call Sign Chaos: ”Operations happen at the speed of trust”.
Efter krigen hyrede amerikanerne den tidligere stabschef for den tyske generalstab, general Halder, til at anmelde deres feltreglementer. Det er passende at slutte denne anmeldelse af med at citere, hvad general Halder dengang skrev til amerikanerne:
”As compared to the German conception of war, the American regulations display a repeated tendency to try and foresee situations and lay down models of behavior in great detail. This procedure limits a commander’s freedom of action and, by rendering him incapable of handling in accordance with the actual situation, robs him of a very important prerequisite for victory”.
Første gang udgivet på krigsvidenskab.dk 02 OKT 2020